I min første lejlighed steg der isnende fugtdampe op fra cykelkælderen gennem det grågrumsede heldækkende tæppe . Det var midt i 80erne. Jeg ejede en madras, to orangeblomstrede gryder arvet fra farmor, en skotsternet øreklapstol og en virkelig god pladespiller, som en af mine sortklædte universitetsvenner havde dekoreret med postmoderne mønstre. Det var vi meget optagede af: Postmodernismen og alt er bare meta og flimrende citater, påstod vi, mens vi gik og dekonstruerede alt det, vi havde troet så blindt på i årene før. Senere opdagede jeg, at Meta arbejdede i køkkenet på Danebod Højskole, men det er en helt anden historie.

Lejligheden havde jeg fremlejet af to venner, der skulle cykle til Egypten(?!). De nåede aldrig længere end til München, hvor de tog toget hjem og flyttede ind i den cykelkælderkolde stue. Jeg flyttede pladespilleren ind i soveværelset og tilbragte nogle måneder på min madras, som efterhånden var det eneste sted, der var varmt og mit. Ude på universitetet talte de lige så sort, som læderjakkerne vi købte inde i Roger og engang blev vi smidt ud af en betongrå natklub, fordi en af mine venner havde en bordeaux velourtrøje på. Da det blev februar spenderede jeg 79 kr på Lars Hugs nye plade, Kysser Himlen Farvel og hjemme ved siden af madrassen kørte pladespilleren i samme rille i månedsvis. Mine dekonstruktive venner gik rundt og vrængede lyk lyk lykkelige med hånlige falsetstemmer, de syntes, at pladen var både patetisk, mærkelig og alt alt for glad. Men mens det blev forår gik jeg og syltede ord og toner, der havde ramt mig lige der hvor det gør godt....og ondt - et guitarriff, en rytme, en svingende intro, en sætning, et rim.

Der var et budskab der kom ind til mig.
Der var et budskab der kom inde fra mig.
Fra en anden tid.
Fra et andet sted.
Skrevet med rødt.
Skrevet med glas.

Der er noget med musik og ord. En sætning, der måske ikke gør så meget væsen af sig, når den står på papiret, kan blive dunkende sand, skræmmende, helt enkel smuk eller et drillende spørgsmål, når den danser henad en tonerække. Og et par enkle akkorder kan få dybde og farve, når de bliver taget på ordet. To sprog, der pludselig bliver ét og når musikken taler og ordene synger sammen kan man pludselig høre det, der ellers ikke kan siges. Musikken og ordene giver hinanden flere lag og stor spændvidde, når de rene enkle udsagn bliver understeget, udfordret, nuanceret eller modsagt. Som når Lars Hug skærer kuldslået kaotisk skønhed ud til Søren Ulrik Thomsens City Slang-digte.

Snart maser nattens gletcher
parkerne tomme -
kroppene drejer mod kulden
spredes i gadernes væv
forsvinder i lygternes faldende hvidt;
genkender ikke hinanden
i lukket november

Eller får møde og afsked til at slå dobbeltbundede triller.
Som regnen
falder ned til blomsterne
faldt du i armen på mig

Som vinden hvisker
i mit øre
svæver du nu væk fra mig

Og nu du her hvor
Alt er hvidt og
ingenting
er din bedste ven

Jeg kan huske den sommer et par år senere, hvor jeg havde lånt en gammel rustfarvet Simca 1100 af en eks-elsker. Det var solbriller, nedrullede vinduer og evigt på vej og i kasettebåndoptageren lå Naïves Marble Afternoon og fik hele kroppen til at smile, specielt lige der hvor koret kommer på.

On a marble afternoon
I sat and watched the moon
so mysterious hanging in the sky
On a marble afternoon
I came upon this tune
and i'll never now the reason why

Chips and beer and cherry coke
another scone and i'm in for a stroke
the doctor claims that i'm okay
But I know i'm gonna get ill some day

On a marble afternoon
in the fatal month of june
All the neighbours pay their hommage to the sun
On a marble afternoon
There's a boy who dies to soon
had to realize that sex was much to fun

On a marble afternoon
I went out to cure my gloom
and the moon it seemed was crawling 'cross the sky
On a marble afternoon
I went back into my room.

Marmoreftermiddage finder man hverken i retskrivningsordbogen eller DMIs forudsigelser, men jeg har altid været fuldstændig overbevist om, at jeg præcis ved hvordan sådan en føles. Ligesom jeg ved, hvordan det lyder, den nat man opdager, at træerne lyser grønt mod en mørk velourblå himmel og at det faktisk bliver sommer. Det er lyden af Love Shop og klangen af Hilmer Hassigs guitar som svævende lystent og prøvende vover sig ud uden jakke.

Nu tændes himlens dybe glød
Og natten kommer fløjlsblød
De drømmende går snart til ro
På Mælkevejens stjernebro

Du længes i mørket
Mod dage med håb og lys
Du kan ikke sove
En nat bliver det sommer
En fjern og fin musik giver dig alt du aldrig fik

Ja netop nu ved midnatstid
En engel kommer ren og hvid
Med kærlighed som engle flest
Og hvem er den hun elsker mest?

I går aftes stod alle mine 80er tonemestre (Scatterbrain, Naïve, Lars Hug, Elisabeth, Love Shop m.fl) på scenen i Vega til mindekoncerten for Hilmer Hassig. Gendannede, ældre og anderledes. Men det er der alt sammen alligevel stadigvæk, det ligger et eller andet sted inde i kroppen og nynner. Uforglemmelige sætninger, jeg ikke kan sige, kun synge og toner, der får mig til at høre stemmer.

Susanna Sommer

Stedsans på P1 er et program med fornemmelse for rum. Vi sender fra interessante steder i Danmark - fra koldkrigsforter og Kødbyen til kasernen og kalkbruddet. Og hvis du kender en lukket dør, som vi burde linde på, så skriv en kommentar her eller send os en mail på stedsans@dr.dk

"Det regnede i morges - nu drypper lyset ned", sang Elisabeth engang i 80erne, hvor min musiknerver lå helt blottede og påvirkelige. Mit indre øje fryder sig, hver gang jeg ser den sætning. Den er sådan et helt skarpt lille snapshot og selvfølgelig drypper lyset ikke - det kan enhver lysteoretiker forklare. Men det er præcis sådan det ser ud, når solen kommer frem efter et regnskyl.

Jeg kom til at tænke på sætningen forleden dag, da jeg stod med mikrofonen i en arkæologisk udgravning udenfor Varde og skulle forklare, hvordan man kunne se de sortbrune konturer af et 1000 år gammelt grubehus i det mørkgyldne sand. For helvede! Hvor er det svært at yde verden retfærdighed og få omgivelserne til at vokse frem på lytternes indre billedskærm. At fange stemningen, få sat scenen, forklare hvordan tingene ser ud og hænger sammen. Og hver gang jeg kommer til kort memorerer jeg mine helte ud i verdensbeskrivelse og misunder dem deres dirrende virkelighedsfangster - som fx. forfatteren Thorkild Hansen, der var en mester i små knivskarpe nærbilleder. Her er han på ekspedition med professor Glob i den persiske havbugt:

"Der er ikke flere jordnødder i dåsen, som kan fås for to rupees inde i landsbyen. Solen varmer os i ansigtet, vi kan lige nå at komme en tur i vandet, før den forsvinder. Vi tager tøjet af, smider nogle sten ud for at jage rokkerne væk og sopper ud i den store malerpotte af blåt, som løber sammen med orange. Lyset stryger lige hen over vandoverfladen, vanddråberne flyver som gnister fra benene, da vi løber ud. Det store røde øje i vandskorpen synes ikke længere væk, end at man med lethed kunde svømme hen og give det en dukkert.

Mens vi tager tøjet paa, kommer mørket. Et stykke borte ligger vores appelsinskræller og bliver ved med at lyse, som om der var spildt nogle dråber af solnedgangen i sandet."

Det kan være Ingmar Bergman, der i sin erindringsbog Laterna magica mejsler Hitler ud af uvejret:

På slaget tre hørtes noget som lignede en orkan, som nærmede sig. Den dumpe skræmmende lyd bredte sig gennem gaderne og slog mod husmurene. Langt borte i den anden ende af torvet krøb en kortege af åbne sorte biler frem. Larmen steg og overdøvede tordenvejret, der var brudt løs, regnen faldt som et gennemsigtigt fortæppe, tordenbragene detonerede over festpladsen.

Ingen tog notits af uvejret, al opmærksomhed, al henførthed, al denne salighed koncentrerede sig om en eneste skikkelse. Han stod ubevægelig i den enorme sorte bil, som langsomt svingede ind på torvet. Nu vendte han sig om og så på de hylende, grædende og besatte mennesker. Regnen skyllede ned over ansigtet på ham og hans uniform blev mørk af væde. Så trådte han langsomt ned på den røde løber og vandrede alene mod ærestribunen. Hans ledsagere holdt sig på afstand. Pludselig blev der stille. Kun regnen plaskede mod brosten og balustrader. Der Führer talte.

Kollegaen, der placerede en georgisk gamling i en "pøl af sol" eller klarøjet malede de forfrosne kaliningradske luderes læber med kuldens makabre lilla læbestift. Trafikgudinden, som kalder det en "burkabil", når dovne bilister om vinteren kun lige gider skrabe en sprække i forrudens sne eller Kai Friis Møllers danske gendigtning af Mandalay, hvor der bliver "stablet teaktræ favn på favn i den sjip-sjap-våde havn".

Det er bare ord. Men når de bliver jongleret, masseret og placeret i overraskende sammenhænge, så genskaber de den verden, de fortæller om og der foregår en generøs bevægelse fra afsenderens øje, gennem munden, ind i modtagerens øre, hvor skitsestregerne samler sig til et billede. En magisk fælles skabelsesproces og et kollossalt mod, fordi ordene også afslører os.

Når jeg står ude i verden med mikrofonen, så opdager jeg, hvor mange ting, jeg ikke ved, hvad hedder. De lilla og gule blomster på den jyske dæmning, fuglen, der svæver lavt over den tørkegule mark eller den dims på geværet, der bøjer rundt om aftrækkeren. Og så kan man jo spørge sig selv om det er vigtigt for billedskabelsen at vide, at det er Marias sengehalm og gederams, der vokser i strandkanten, at fuglen på rov er en hvepsevåge eller at det hedder en aftrækkerbøjle? Måske ikke, men med navnet følger tingens særegenhed og historie og det gør verden større. De lilla og gule blomster står bare og nikker i solen. Men når man ved, hvem de er, bliver de en port ind til andre verdener, muligheder og historier. Man kan trække i kronbladene og komme tilbage til stalden, hvor Jomfru Maria efter sigende forede Jesusbarnets krybbe med de gule blomster, fordi de var så bløde eller blive småsulten, fordi blanceret gederams med smør og salt er så delikat. 

Min barndoms Harry Potter var Ursula LeGuins trilogi, Troldmanden fra Jordhavet, om drengen Spurvehøg, der kommer på troldmandsskole og ender som ærkekogler på Roke. I LeGuins univers betyder ordet alt, for eksempel kan man kun lave en trylleformular, hvis man kender tingenes virkelige navn på det gamle sprog, som nu kun tales af drager. Og for ikke at friste til troldomshybris, så er det så viseligt indrettet, at troldmanden fx ikke bare kan fortrylle hele havet, for at gøre det skal han sige navnene på alle skær, vige, fjorde og bølger og det er umuligt.

En stor del af skemaet på skolen er kedsommelig navnelære, hvor de de unge troldmandsaspiranter sidder med lange lister og lærer tingenes navne udenad, for ordet giver magt over verden. Og over mennesker. Faktisk er Spurvehøg bare et kaldenavn, i virkeligheden hedder drengen noget helt andet; hans sande navn, som han kun fortæller til dem, han stoler på og elsker. I det univers er det den ultimative tillidserklæring at fortælle nogen sit egentlige navn, for så får de også magt over en.

Der er noget dejlig eksklusivt over tanken om have et hemmeligt navn, som man kun deler med de allernærmeste. At ordet er så kraftfuldt og gemmer ens sande jeg. Og måske er det det strejf af sandhed, der opstår når vi siger, hvad vi har set og kalder tingene ved deres virkelige navne og ikke gemmer os bag klicheerne og alt det, der er sagt igen og igen.

For når vi er sammenbidt modige og gør os umage med at finde de helt rigtige ord, der præcis beskriver hvordan vi ser verden eller hvordan der ser ud på indersiden af hjernebarken, så står vi pludselig nøgne og skrøbelige og er helt os selv - banale, storslåede, mærkelige. Og det er den ultimative overgivelse, for så har de andre magten - til at grine, håne, afvise, vende sig bort. Eller lytte med et smil og skabe med.

Susanna Sommer

Stedsans på P1 er et program med fornemmelse for rum. Vi sender fra interessante steder i Danmark - fra koldkrigsforter og Kødbyen til kasernen og kalkbruddet. Og hvis du kender en lukket dør, som vi burde linde på, så skriv en kommentar her eller send os en mail på stedsans@dr.dk

I dag talte jeg i 50 minutter med en fremmed. Han havde hørt Stedsans i P1, som foregik ombord på M/F Ærøskøbing.

På Ærø har man planer om at erstatte de eksisterende færgeruter med en ny, som skal sejle hyppigere, være kortere og gå fra Ærøskøbing til Skovballe på Tåsinge. Det skal dæmme op for affolkningen af Ærø, gøre det nemmere for turister at besøge øen og, ikke mindst, gøre det billigere at sejle til og fra Ærø. Man kan spare olie og formindske udslippet af CO2. Det hørte vores lytter og ringede, efter at han havde målt op på et kort. Og hans spørgsmål var enkelt: "hvis man vil spare olie, hvorfor så ikke sejle den endnu kortere tur fra Marstal til Ristinge på Langeland ?".

Det kan jeg så ikke svare på, men har sendt spørgsmålet videre, og sådan begynder en detalje i et radioprogram på halvanden time sit eget liv og hvem ved hvad det så vil medføre.

Det er de færreste lyttere, som ringer og spørger til noget de ikke synes hænger sammen - noget de har hørt i radioen. Og så ovenikøbet foreslår en alternativ løsning - hvor svært kan det være ? Og det er ikke ofte at man ender i en samtale, som varer 50 minutter og går over ligeså mange års oplevelser rundt om i landet. Men, undervejs i løbet af de 50 minutter dukkede det ene sted efter det andet op - Steder, som er værd at undersøge og sende fra. Så man kan fortælle hvorfor der er voksdug på kaffebordet i opholdstuen på brandstationen eller at Korporalskroen ligger i et hul. Og man kunne vel også godt sige at hvis alle detaljer i radioen affødte samtaler af den varighed, så ville der snart slet ikke blive produceret radioprogrammer.

Det har bare stor værdi at få overbragt idéer og beretninger om landets afkroge fra folk, som er forankrede i stederne. Fordi de tegner et billede af et sted levet og oplevet. Ikke læst og påskrevet. Nu var min lytter ikke en mand af få ord, men der er en pointe i at søge fortællingen i et lag, som er placeret et sted, hvor ord slipper op - et lag mellem mellem det faktuelle og det følte, det sagte og det usagte, det konkrete og det diffuse.

Stedsans er en subjektiv oplevelsesrejse, hvor det hørte afhænger af hvem der lytter. Det kan godt være at det er kortere at sejle fra Marstal til Ristinge, men det er ikke nødvendigvis det der er det afgørende: altså om folk på Ærø nu har truffet den bedste beslutning. Når Stedsans kommer forbi er det ikke for at lave en meget lang udgave af Fup eller Fakta - så er det for at etablere en sanselig forbindelse fra stedet til den der lytter.

Dermed ikke være sagt at den der lytter ikke må reagere på programmets faktuelle dimension og stille spørgsmål om hvilken færgerute der nu er klogest. Tværtimod. For når lytteren samtidig reagerer med at være kreativ og konstruktiv, så tyder det på at det faktuelle - uanset om det er rigtigt eller forkert - er blevet bragt i en sammenhæng, hvor det at man er på en sanserejse åbner sindet for idéen i stedet for at lukke kroppen om en tanke.

Og så har Stedsans i P1 gjort det godt.

Hver gang jeg besøger et sted kommer jeg hjem med svar på nogle spørgsmål, men også altid med spørgsmål uden endegyldige svar. Det skal der også være plads til. I Secret Gallery mødte jeg skuespilleren Torben Jetsmark, som fremstiller masker. Vi talte om den frihed masken giver den der gerne vil prøve at skifte sig selv ud med en anden. Afprøve en anden identitet.
Undervejs luftede skuespilleren den tanke at vi med moderne plastikkirurgi har en ny og meget bedre mulighed for at skifte vores ydre skal ud til fordel for en, som matcher vore drømme. Bare fordi vores forældres genetik giver os et bestemt fysisk udtryk, så skal vi ikke nødvendigvis affinde os med at leve med det. Hvad er der galt i det, spurgte skuespilleren og udfordrede min sådan lidt "skomager bliv ved din læst"-agtige etik omkring plastiske operationer.
Ingen tvivl om at det korrekte synspunkt stadig er at man skal leve med sine forudsætninger, at det er en væsentlig del af ens eksistensberettigelse at man er unik.
Var det for eksempel et skridt i den rigtige retning for David Bowie, da han fik nye tænder, som i modsætning til de gamle sidder nøje afpasset indbyrdes og giver ham et mere konformt/perfekt smil ? Eller afspejler det hvad der samtidig skete med hans musik - at den gik fra det hysteriske glampåvirkede ekstravagante til det "Let's dance"- velbehagelige tandløse !!!!
Eller er der noget om at John Cleese ikke har været rigtig sjov siden han kom ud af psykoterapien ?
Ville man på den anden side gide at høre mere til Michael Jackson uden hans fejlbehandlinger udi det plastiske ? Nå, ja han ville måske netop have bevaret noget drivkraft hvis han stadig følte at det ikke var hans egen skyld at verden er ond.
Orhan Pamuk beskæftiger sig i Den Sorte Bog med menneskets behov for at kunne bytte skæbne eller identitet med en anden. Ad besynderlige veje lykkes det faktisk hovedpersonen at ende med at overtage sit forbilledes rolle, da vedkommende dør. På en måde mislykkes selve operationen, men patienten får et nyt liv.
Jeg tror at jeg forstår at Pamuk gerne vil fortælle en historie, som samtidig beskriver hvordan Tyrkiet i sin anglen efter at være ven med det kristne vesten har solgt ud hvad selvstændig identitet angår - og befinder sig i en sjælløs tilstand uden forbindelse til sit ophav og den kultur, som nationen er rundet af.
At det, selvom det kan lade sig gøre, ikke er formålstjenligt at forlade sin egen identitet - for hvem er man så ?
Men, vi er mere frit stillet i dag end nogen sinde - frit valg på alle hylder, så at sige. Og selvom Nissen måske altid rejser med, så skal det ikke afholde os fra at farve hans skæg sort og give ham dreadlocks, hvis vi selv får lyst til at prøve kræfter med en tid som rastafari i drømmeland.

Stedsans vil gerne finde steder, som giver svar og stiller spørgsmål - spørg os om vi vil finde et, som du kan anbefale. Søg selv på dr.dk/stedsans, hvor du kan høre udsendelserne og se billederne fra vore ekskursioner. Og skriv til os med gode idéer på stedsans@dr.dk. Der er stadig mange spørgsmål, som mangler at blive stillet.
 

Igennem en frønnet port, henover en gård fuld af bilvrag og murbrokker, op på toppen af en vakkelvorn trappe, ind bag en læderindbunden dør....Der gemte der sig en pladebutik fuld af heavy metalvinyl og skæggede midaldrende mænd med tynde hestehaler og henførte øjne. Det var som endelig at finde mandlen. Og det er sådan jeg bedst husker Moskva, hvor jeg var lige efter kommunismens fald: At alting gemte sig bag noget andet. Både skønheden og gruen. Nede af en gyde stod en lyseblå buttet 50er lastbil med ladet fuld af irgrønne æbler i efterårssolen, mellem beton og kraner stak en glimtende løgkuppel trodsigt hagen frem og pludselig rørte en bunke affald og gamle klude sig og blev til et menneske. Det var som om byen holdt på en hemmelighed, som kun var den opmærksomme besøgende forundt.

Man kan sige meget godt om forventningens glæde, men overraskelser er nu bedre! Når verden tager røven på en og pludselig viser sig at være helt anderledes end man havde forestillet sig. Når man rejser ser man så dejlig tydeligt og ufiltreret. Blikket for det eviggyldige, anderledes, signifikante eller fascinerende er blevet højtryksspulet og alt er ladet med betydning. Det er let at blive blind for sin egen virkelighed, der jo som oftest ligner sig selv og gør som den plejer.

Så derfor kan man godt trænge til nogen, der peger. På det man ikke ved, ikke har opdaget eller bare har glemt.

Det har Karen Johansen gjort - hun foreslår nemlig, at Stedsans besøger værtshuset Hagges i Tønder:

Fortæl os hvilket sted, der fortjener et portræt, fordi det gemmer på en god historie, et spændende menneske, en forunderlig udsigt, et hemmeligt selskab, historiens vingesus, naturens almægtighed eller.......

Min medvært Claus og jeg har fx. talt om, at vi gerne ville portrættere et øsamfund, finde rastepladsen, der får en til at føle, at man er med i Easy Rider, lave en udsendelse om barndomshjem, vestkystens tyske bunkere, hverdagen på en boreplatform eller kasernelivet, der møder de nye rekrutter. Men vi vil meget gerne have udvidet vores horisont, så fortæl os om alle de steder, vi ikke kender - eller kan forestille os.

 Susanna Sommer

Den laminerede reol havde én beboer: En tung bibel fra dengang stedet hed Industrihotellet og Herrens ord var indbundet i slidt gyldent læder med guldtryk. Den stod på den historieløse plastichylde og så ud over rummet som om intet længere kunne overraske.

Der er noget over hotelværelser. En underlig fornemmelse af at være udenfor tid og rum og samtidig på vej. Det er et næsten rituelt møde - man indtager badeværelset med de kendte flasker og krukker, zapper sig igennem fjernsynets kanaler og åbner en pose minibarpeanuts. Og lige der er det som om hele verden står åben - man kunne stikke af til Timbuktu og blive en helt anden eller stikke ned i hotelbaren og fortælle de tilstedeværende, at man er den eneste kvinde i det europæiske rumprogram. Et rum, der huser en for en enkelt nat på vej fra noget til noget andet. Hvem er det, der har kradset sin forbogstaver ind i vindueskarmens maling? Hvem har sovet her før mig? Hvem har også stået og set ned på den hidsige soldrukne trafikprop eller den øde forblæste sidegade. Den guldtrykte bibel stod på en hylde i Lemvig, hvor jeg overnattede for nogle dage siden. Men fornemmelsen var den samme som i hotelværelser i Odessa, New York, Odense eller München: Her er jeg forbipasserende og derfor på en mærkelig måde Ingen.

Jeg havde sat vinduet på klem for at lokke havduften ind og på et tidspunkt i løbet af natten vågnede jeg i de glatte, hvide industristivede lagner og prøvede at huske hvor jeg var. Igennem den natstille gade krøb en kvindes skrig op gennem oktaverne. To mennesker havde begejstret sex et sted i nærheden og jeg lå og prøvede at huske teksten til "Paper thin Hotel" (et gammelt Leonard Cohen-nummer), mens jeg tænkte på, at man aldrig er mere alene end når nogen elsker i rummet ved siden af.

Da det ekstatiske par forstummede kunne jeg ikke sove. Så jeg lå (det spændende liv som rejsende!) og fandt på nye steder, vi kan sende Stedsans fra. Det kunne faktisk være sjovt at sende fra et hotelværelse og prøve at indkredse den der roadmoviestemning. Og tænk hvor mange lokumsaftaler der er blevet indgået på hotelværelser, møderne mellem hemmelige elskende eller mennesker, der har boet årevis mellem minibar og bibel.

En af de ting, som min medvært Claus og jeg gerne vil bruge denne blog til er vejledning. Vi sender 1½ times reportageradio en gang om ugen på P1, så vi er hele tiden på jagt efter nye interessante steder og vil meget gerne høre fra folk, der kender et hjørne af kongeriget, som vi aldrig har hørt om.

Så hvem kender et hotelværelse med en god historie...der hvor Stauning holdt hemmelige møder, Asta Nielsen prøvede rober eller Herman Bang skrev Tine. Værelse 307, som engang blev smadret af pigtrådsmusikere eller som en eller anden valgte at gøre til sit hjem? Findes der mon et dansk hotel med et strejf af Chelsea Hotel i New York, hvor værelserne var fyldt med originaler, poeter og fantaster...eller er jeg bare en naiv romantiker?

Susanna Sommer

15 underlige hotelværelser