Der Nahme - Coaching- macht ganz verrückt über all und den ganzen Tag,Woche,Monate, wird "ge-coacht". Einfach furchtbar! G.D.

Hej

God idé at tage coaching op i radioen. Hvis alle var coaches ville verden set anderledes ud. Folk ville være mere opmærksomme på hvad andre siger, spørge dybere ind til det der bliver sagt, være mere nærværende. De vil også blive bedre til at styre livet i den retning der er rigtig for dem samt udnytte deres potentiale. De vil være bedre til at se løsninger fremfor forhindringer. De vil blive bedre til at kommunikere, til at lytte.

Jeg er selv certificeret coach efter standarden fra International Coach Federation og mit liv er vendt 180 grader siden jeg tog uddannelsen. Jeg fik modet til at skippe et godt job efter 9 år på pinden til fordel for en ny brance i et af verdens største modefirmaer. Jeg blev faktisk coachet i at gå til samtalen. Forinden fik jeg lavet en jobværdiafklaring, der viste hvad problemet præcist var på det gamle job og hvordan disse værdier bedre ville kunne blive gødet i det nye job.

Jeg tager nu imod alle udfordringer fordi jeg har så meget at vinde. For mig er det blevet en fiasko ikke at prøve tingene af. Duer det ikke gør jeg bare noget andet.

Håber programmerne kommer som podcast.

Godt nytår :-)

Ja, coaching er godt og nyttigt, men lad nu være med at gøre det til noget, som kan frelse verden!

Reelt er coaching ikke et nyt fænomen. Der er blevet "coachet" i mange år, men under forskellige betegnelser.

Til K.R. Leth

Du har ret. Coaching kan ikke frelse verden og det er slet ikke medicinen mod alt. Coaching har også sine begrænsninger. Jeg tager bare udgangspunkt i det jeg selv har oplevet med det. Jeg har set mange fokuspersoner (personer der bliver coachet), gå fra en session med nye muligheder som de ikke kunne se før de blev coachet. Det er fordi coachen lytter, lytter til det mellem linierne, ser på om der er harmoni mellem det der bliver fortalt -kropssproget og tankerne, stiller udfordrende/indsnævrende og indimellem "mirakelspørgsmål" og fremfor alt prøver at opleve verden igennem fokuspersonen optik.

Dem jeg har set blive coachet og dem jeg selv har coachet, har ikke på noget tidspunkt får trukket løsninger ned over hovedet. De har selv fundet frem til hvad der var det rigtige for dem at gøre. De er blevet motiverede til at tage det skridt, der skulle til for at komme videre. Alt dette er sket fordi coachen er god til kommunikation, møder fokuspersonen på det sted han/hun er i sit liv og fordi coachen evner er være nærværende og til stede.

Hvis flere havde en coachende tilgang til livet, ville endnu flere mennesker få tømt rygsækken for problemer. Dermed mener jeg at verden ville se bedre ud.

God weekend

Det er vel helt efter bogen, at coaches roser, hvad de selv lever af. Derimod er det mere sørgeligt, at P1 kører et program, der i den grad er ren PR for Sofia Manning og hendes ideer om coaching. Fra en public service kanal kunne man forvente en mere kritisk tilgang til et emne, der bestemt ikke bare er et værktøj. Sørgeligt men sandt.

Jeg er enig i Peter Andersens kommentar: Programmet er personlig PR for Sofia Manning. Hun får lov til at nævne ICF som den eneste standard i verden, når sandheden er at der findes mange andre. Programmet handler ikke om coaching, men om Sofia Mannings coaching. Andre skal betale for den slags reklame, og I kalder det redaktionelt stof.

Det er en kendt sag, at Sofia Manning er bedre til at markedsføre sig, end hun er til at undervise og coahce - trods den fine uddannlse fra Anthony Robbins.

Tænk at DR kan falde det hendes medieforførelse - og tage alle P1's lyttere med sig.

Hvis I virkelig ville give så mange vinkler på coaching, som Anders Kinch-Jensen siger, havde I inviteret en række FORSKELLIGE coaches - frem for kun at bruge EN i et helt år!

Tak for svaret. Grundlæggende enig i din betragtning om troværdigheden på P1. Men hvis du lytter til den første udsendelse er følgende tydeligt:

Programmet skal køre 47 gange og ALLE gange skal omdrejningspunktet være Sofia Manning som den gennemgående figur.

De kritiske røster i det første program var stort set fraværrende.

Programmet afsluttes med at opfordre lytterne til i bedste "Alt for Damerne" stil at indsende spørgsmål til coachen.

Hvis det fortsætter sådan i de efterfølgende 46 programmer har jeg svært ved at den kritiske tilgang, som jeg er enig i er den normale standard for P1.

Lad nu bare Sofia Manning få noget taletid, men det kræver til gengæld også, at studieværtinden (hvad jeg er overbevist om også sker) ruster sig til at være overordentlig kritisk overfor fænomenet og specielt tankegangen og filosofien bag coaching, som jeg mener ikke bliver diskuteret grundigt nok. Tilhængerne kan driste sig til at mene, at coaching ikke kan frelse verden. Dette er et neutralt statement. Er der ikke risiko for at coaching skader?

Ikke i følge Allan Henriksen. Men selvfølgelig kan det skade et samfund. Jeg vil gerne anbefale en fremragende og skarp kronik fra Information 21. dec. 07 af Skovsted/Krogsdal: "Overmenneskets diskrete genkomst" som tager udgangspunkt i Anthony Robbins show i Århus i efteråret 07. Pointen i kronikken er at borgeren i stedet for at være en historisk og socialt orienterede borger - bliver et selvbevidst men historisk bevidsløst menneske, hvis man følger Robbims anvisninger. Og jeg vil så tilføje "asocialt".

Hvilken vision har Sofia Manning og andre coaches for samfundet?

Hvad forstår de ved det store fællesskab, når vi alle skal tage udgangspunkt i os selv?

Hvilken rolle har fagforeninger, når vi selv skal tage ansvar for vort eget liv?

Hvad forstår de ved begrebet "sammen står vi stærkest"?

Hvis det enkelte menneske konstant kan ændre sit eget liv, er det så fuldstændig uafhængigt af ydre, sociale, politiske, samfundsmæssige forhold?

Hvilket politisk ståsted har flertallet af coaches?

"Vi skal leve i nuet for at skabe fremtiden. Ens egen historie skal man være afklaret omkring." Mener coachen at flertallet er afklaret omkring ens egen historie?

Hvad med det menneske, som ikke kan eller føler, at det kan ændre dets liv eller udleve dets drømme? Ja så får selvværdet et ordentligt knæk fordi ansvaret KUN er menneskets.

Hvor skal kritikken af samfundet eller enkeltpersoners gøren og laden placeres. Skal den slettes?

Hvad med den egenskab, som hedder: "At gå på kompromis"

Sofia Manning er god til at glide af på spørgsmål hun ikke bryder sig om. Bl.a. mener jeg hun kom let omkring hendes definition af venskaber (at de ikke skulle coache hinanden)

Endelig vil jeg henlede opmærksomheden på en bogtitel om coaching som blev udgivet i efteråret: "Bare gør det"

Jeg forestiller mig følgende samtale i forfatterens hjem mellem moren og teenagesønnen:

Mor: "Jeg synes ikke du skal drikke dig fra sans og samling hver weekend"

Søn: "Jeg GØR BARE, hvad der passer mig. Jeg tager ansvaret for mit eget liv. Jeg udlever min drøm"

Der er rigtig meget pubertet i coachingbegrebet: Følelsen af at have store mængder af rettigheder, men ikke nær så mange pligter.

Til indlægget fra Uffe Rasmussen. Jeg har det fint med at få diskuteret coaching og jeg skal prøve at svare på dine spørgsmål.

1. Er der ikke risiko for at coaching skader?

SVAR: Jo, hvis ikke coachen kan skelne mellem et emne som kræver terapi og hvad det er ok at coache en person i. Den coaching som jeg laver river ikke op i folks fortid, men tager udgangspunkt i hvordan tingene er lige nu og hvordan tingene kan udvikle sig fremadrettet.

2. Hvilken vision har Sofia Manning og andre coaches for samfundet?

SVAR: Som coach er jeg som sådan ikke ude på at ændre samfundet. Jeg kan bare godt lide se folk lykkes ved hjælp af egen kraft.

3. Hvad forstår de ved det store fællesskab, når vi alle skal tage udgangspunkt i os selv?

SVAR: Jeg mener at fællesskabet starter med det enkelte individs holdninger akkurat på samme måde som vi stemmer til folketingsvalg. Alle har ret til at have deres egen mening og flertallet bestemmer. Meninger kan diskuteres og det bliver de, heldigvis. Også i denne blog.

4. Hvilken rolle har fagforeninger, når vi selv skal tage ansvar for vort eget liv?

SVAR: Dette spørgsmål vil jeg gerne have uddybet da jeg ikke helt forstår sammenhængen mellem en fagforening og en coachsamtale som f.eks kan gå på hvordan en golfspiller får endnu bedre styr på sit mentale spil.

5. Hvad forstår de ved begrebet "sammen står vi stærkest"?

SVAR: Kæden er ikke stærkere end det svageste led. Bliver det svage led endnu stærkere, bliver kæden det også.

6. Hvis det enkelte menneske konstant kan ændre sit eget liv, er det så fuldstændig uafhængigt af ydre, sociale, politiske, samfundsmæssige forhold?

SVAR: Et menneske har muligheden for at udvikle sig hele tiden. Så snart det møder en udfordring kan det forsøge at overvinde det. Virker det første forsøg ikke må det gøre noget andet. Dermed opnår individet nye færdigheder. Det er som kaptajnen, der skal føre skibet i den rigtige havn. Bliver skibet bragt ud af kurs eller er ved at gå på grund, må kaptajen korrigere med styrtøjet indtil skibet er kommet sikkert i havn.

7. Hvilket politisk ståsted har flertallet af coaches?

SVAR: Jeg kender 35 coaches og politisk er det en vifte af alt muligt. Kan man sige, at fordi man eksempelvis stemmer på Venstre, er der også større chance for at man er eller tager en uddannelse som coach?

8. "Vi skal leve i nuet for at skabe fremtiden. Ens egen historie skal man være afklaret omkring." Mener coachen at flertallet er afklaret omkring ens egen historie?

SVAR: I coaching gør jeg meget ud af at opløse generaliseringer da de kan være en forhindring for at komme videre. Bliver generaliseringen ophævet bliver muligheden for at finde en løsning større. Derfor vil jeg ikke udtale mig om om flertallet er afklaret omkring ens egen historie. Det kan blive en generelisering som jeg ikke kan påvise med statistik. Hvis der findes statistik, der kan påvise det ene eller det andet, er jeg frisk på at læse det og derefter udtale mig om det.

9. Hvad med det menneske, som ikke kan eller føler, at det kan ændre dets liv eller udleve dets drømme? Ja så får selvværdet et ordentligt knæk fordi ansvaret KUN er menneskets.

SVAR: Så er det måske ikke en coach vedkommende skal bruge, men måske en psykolog/terapeut således at vedkommende igen bliver et "helt menneske" som formår at styre egne indre ressourcer.

10. Hvor skal kritikken af samfundet eller enkeltpersoners gøren og laden placeres. Skal den slettes?

SVAR: I samfundet lever vi efter nogle normer og regler. Overtræder folk loven, er det op til myndighederne at træffe en afgørelse og give en straf. Ytringsfriheden gør at man til enhver tid rette kritik af samfundet. Dette kan blandt andet ske i læserbreve.

11. Hvad med den egenskab, som hedder: "At gå på kompromis"?

SVAR: Nogle går på kompromis og lever fint med det. Jeg er selv en af dem. Andre er kompromisløse og giver sig ikke. Hvilken af de to man er til, er op til en selv og ens temperament.

Ang. din forestilling om samtalen mellem moderen og teenagesønnen. Det er mor og fars ansvar at tage vare på sønnens gøren og laden indtil han er myndig.

Hilsen

Allan Henriksen  

Certificeret coach

Silkeborg

Som en engang oprigtigt dedikeret p1-lytter kan jeg kun bidrage med min nu oprigtige skuffelse over den overdrevne popularisering og tilsyneladende udvanding af programfladen.

Jeg synes kvaliteten af programfladen i al almindelighed er stærkt forringet, og det bliver nu ikke bedre af at man har valgt at slukke og lukke flere af kerneudsendelserne.

Så vidt jeg kan se har man lukket Esmanns verden, man har lukket Eksistens og Gaardbo på P1, man lukker for ultralyd osv., og efterhånden sidder man tilbage med en udvandet stofløs kanal, der mest af alt leder tankerne hen det miserabelt tankeforladte pommes frites-fænomen, der er DR1.

Hvor er fordybelsen dog blevet af?

Og når nu alt hvad der kunne kaldes egentligt "stof" med hård hånd lues ud som skvadderkål, hvad erstattes det så med?

Coaching på p1? Men hvorfor nu det? Det er jo lutter tomme kalorier!

Jeg synes det er enormt ærgerligt, at man efterhånden ikke længere kan blive udfordret og beriget af dansksproget radio. Og indtil man på P1 enten bliver klogere eller lukker kanalen, må alle os der ellers var glade for at lytte, glæde os over at BBC har en frit tilgængelig netradio.

Det er i den grad problematisk at lade en kommerciel ubyder være medvært for et program, som det sker i Coaching på P1. Hun kunne sagtens være gæst, gerne op til flere gange, men ikke medvært, og slet ikke, når hun fremstilles som mere eller mindre uvildig og klartseende, hvad der blandt meget andet er et problemerne med coachingkulturen: Den fremstiller sig selv som en neutral teknik, der bare har til opgave at finde styrken og den kreative kerne i os alle. Derfor er svaghed nærmest entydigt af det onde.

Maning er som bekendt uddannet af guruen Anthony Robbins. Hans menneskesyn og utrolig mangel på forståelse i forhold til svaghed er beskrevet i en meget anbefalelsesværdig kronik fra Information - Overmenneskets diskrete genkomst - som nævnt ovenfor af Uffe Rasmussen.

Her et lille uddrag:

"Efter 5 timers kollektiv rus slutter Robbins af med at fortælle en anekdote: Som 24-årig blev han på gaden bedt om en mønt af en gammel, mandlig tigger. Robbins besluttede sig for at give manden en lærestreg og spurgte ham, om det virkelig kun var en mønt, han ønskede sig? Robbins karikerer tiggeren med en fjollet ansigtsmimik og viser, hvordan tiggeren rækker hånden frem og nikker dumt: Ja, bare en mønt. Robbins demonstrerer nu, hvordan han tog et stort bundt pengesedler op af lommen og demonstrativt bladrede i sedlerne, indtil han fandt en mønt imellem dem. Den gamle mand stirrede på de mange penge, tog sin mønt og luskede tavs af.

Robbins spørger forsamlingen: "Hvad var forskellen på den gamle tigger og mig?" Og han svarer: "Forskellen er, at jeg vil ikke nøjes!" Han råber sin afslutningspointe ud til det begejstrede publikum: "Alle os her: Vi vil have mere!" Jublen vil ingen ende tage; der råbes, hoppes, jubles, klappes. Musikken skrues op, og Robbins løber rundt blandt publikum og giver high-five, inden han forlader salen."

Det er i den grad påfaldende, at en mand, som taler til det stærke i hver enkelt, i virkeligheden kalder flokinstinktet og den manglende individuelle refleksion frem i folk. Eksemplet med tiggeren gav mig gåsehud. Det viser netop neoliberalismen i hans og mange andres tilgang til coachingkulturen, selv om de giver udtryk for bare "at ville hjælpe folk", sådan som Manning også gør det i sin egen præsentation:  "De seneste syv år har hun uddannet et stort antal coaches og afholdt kurser i USA og Europa med det formål at hjælpe andre mennesker med at udleve deres fulde potentiale."

Det er ganske almindeligt at bruge sådanne bløde og broderlige udsagn i coachingkulturen, så man fremstår medmenneskelig, empatisk og nærmest næstekærlig, selv om virksomhedscoachen jo altid er hyret af ledelsen med det formål at forøge produktiviteten.

Jeg håber virkelig, at dette kan blive problematiseret i programmet, da coachingkulturen er allestedsnærværende i disse dage.

Jeg har også i mange år været en fast lytter i P1 og på trods af det vemodige ved at tage afsked med programmer som Løkkegaards og Eksistens, ser jeg også frem til P1´s nye programmer som fx Coaching på P1 (som dog her i debatten får drøje hug med på vejen!).

Jeg har nu hørt de to første udsendelser af det nye coaching program og glæder mig til at høre genudsendelsen af programmet fra igår. Hvad jeg særlig godt kan lide ved det nye program er den indføring det giver i fænomenet coaching, som efterhånden er noget vi alle taler om og har en holdning til, men som ikke alle har særlig grundigt indblik i (hvilket ofte gør debatterne om coaching uspecifikke, fordi ingen rigtig ved hvad det i praksis egentlig vil sige at coache!).

Det er interessant, at I i programmerne bringer uddrag for coaching seancer og bagefter beder S. Manning om at uddybe og forklare vedr. den specifikke seance. Det er min klare opfattelse, at rigtig mange af os går rundt og TROR vi ved, hvad coaching er, men at det er de færreste af os, der egentlig er blevet coachet og derfor ved, hvad det er, der foregår i en coaching seance. Det indblik formår programmerme at give og det synes jeg er en af de helt store styrker!

I debatten her på bloggen bliver programmet kritiseret for ikke at have en kritisk holdning til begrebet coaching, hvilket jeg stiller mig undrende overfor. Både i det første og andet program er Henrik Nitschke og Steen Hildebrandt inviteret i studiet for kritisk at debattere anvendelsen af coaching og give historiske bud på udbredelsen af fænomenet. Jeg forestiller mig, at lignende debatter med forskere og praktikere på området også i de kommende programmer vil blive inviteret i studiet for at debattere med S. Manning, så mon ikke Coaching på P1 vil nå rundt om alle de forskellige holdninger til coaching (positive som negatve) inden årets udgang.

Jeg glæder mig over et praksisorienteret program på P1, der formår dels at indføre lyttererne i fænomenet coaching (både metodisk og teoretisk/filosofisk) og dels at skabe debat om fænomenets muligheder og begrænsninger - både i programmet og her på bloggen!

Debat er udviklende, men lad os stræbe efter at kritikken bliver over bæltestedet og ikke får præg af alt for sure opstød! Mon ikke vi alle kan lære noget af den positive indstilling S. Manning repræsenterer i programmet??

Venlig hilsen

Stine Mørk

Netop fordi coaching er allestedsnærværende i dag, og sjældent bliver uddybet som begreb og metode, er det vigtigt at få en debat omkring emnet. Den debat tages op i Coaching på P1 i en seriøs form, som ikke findes noget andet sted i det danske mediebillede på nuværende tidspunkt.

Så hvad ville der ske, hvis de herre ovenfor krøb ned fra deres kritiske hest og faktisk lyttede, så de blev klogere på, hvad coaching også kan og er, i stedet for bare at fyre de samme kritiske floskler af, som ofte er alt for letkøbte og ofte afspejler uvidenhed. Det er jo netop det programmet er skabt for at aflive. Jeg har prøvet coaching nogle få gange, og det har været meget givende for mig. Jeg vil gerne vide mere om metoden helt generelt, og det er her jeg oplever at P1 serverer en ny og mere troværdig vinklel.

Korrekt, Sofie Mannings profil er ikke typisk for P1, men hun er en af Danmarks mest anerkendte coaches, ikke for sin markedsføring og PR, men for sine resultater og indsats for et lødigt coach begreb i Danmark. Mit indtryk er, at hun ønsker at begrebet og metoden skal være kendt blandt menigmand, ikke kun eliten, derfor har en bred palette af medier, herunder Alt for Damerne, præsenteret hendes synspunkter. Hun har været en drivkraft i at bringe begrebet til Danmark, om det kan man synes hvad man vil, men som ”first mover” bliver man automatisk talsperson, og mit gæt er, at det er derfor P1 har valgt at bruge hende som medvært. Fordi hun er én af de danske profiler, som ved mest om emnet og som samtidig har internationalt udsyn og erfaring. Det er vældig relevant også at have input fra ledelseseksperter og professorer fra diverse højere læreanstalter, men ingen af dem er udelukkende coaching-eksperter. Alle som beskæftiger sig fuld tid med coaching i Danmark i dag har en kommerciel interesse, og sådan vil det være indtil begrebet har bidt sig fast og udviklet sig,. Jeg håber P1s program kan hjælpe til i den proces.

Jeg værdsætter et program med indhold og nye vinkler, der kan udfordre mig. Jeg vil gerne have mere indsigt i begrebet og forholde mig åbent overfor de perspektiver, jeg præsenteres for. Hvis coaching på P1 bliver meget mere kritisk, overfor Sofia Manning og coaching generelt, vil det udspille sin public service rolle som oplysende og nutidigt samfundsrelevant for de mange og være for de få, som åbenbart allerede har besluttet sig for at coaching er et modefænomen, de i hvert fald ikke skal nyde godt af.

Blot en kort kommentar: Det er tydeligt, at P1 har nogle loyale og trofaste lyttere, og jeg hører selv til iblandt disse. Jeg har intet at udsætte på P1 generelt, og jeg har intet at udsætte på ideen om et program vedr. coaching - tværtimod byder jeg det velkomment.

Jeg bliver dog trist over kommentarer som dem fra Stine Mørk og Michael Rasmussen. Og lad mig pga. debattens ophedede karakter tilføre, at jeg ikke kender nogen af jer, og intet personligt har imod nogen af jer :o) Men jeg føler, at kommentarerne (ikke bare fra de to, men fra alle os herinde) viser, at blokkene er delt i de, som bifalder Mannings deltagelse, og de som ikke gør.

Jeg hører selv til blandt de stærke skeptikere over for konceptet at benytte en person med kommerciel interesse i emnet, ligefrem som medvært. Jeg ønsker, at P1 genvurderer dette og ændrer en beslutning, som efter mange lytteres mening ikke er spor holdbar.

Jeg hører ikke til blandt skeptikerne af Anthony Robbins. Han er provokatør, og han har sin måde at gøre tingene på. Men han har skabt sig et navn baseret på resultater, hvor Sofia Manning har skabt sig et navn baseret på kulørt markedsføring. Vi er mange med ikke-kommercielle interesser i coaching, som kender til Mannings rygte blandt de, der virkelig studerer emnet af ikke-egodrevet interesse. At P1 ikke har haft kendskab til disse informationer er beklageligt, men forståeligt. Blot beklager jeg igen, at man har valgt en person, som så intenst markedsfører sig med sit personlige navn for at tjene penge på coaching. Manning demonstrerede allerede i første udsendelse sin manglende vilje til at være objektiv over for faget, da hun alene nævnte ICF som standard, når der i virkeligheden findes mange standarder. Ikke engang "eksperten" fra Handelsskolen i Århus (eller hvor var han fra, undskyld) havde kendskab til standarderne. Det forekommer mig, at researchen til dette program ikke har været tilstrækkelig - faktisk kritisabelt naiv, om jeg må være så direkte.

En sidste kommentar vedr. Sofia Mannings manglende objektivitet: Hun nævner masser af ting som "sine egne" ting, selv om der er tale om basale teknikker fra coaching. Eksempler er hendes "stjernecoaching" som er taget ud af "ABC for coaches" samt en række verbale teknikker til afklaring og refleksion. Disse teknikker er IKKE Sofia Mannings, men benyttes af ALLE coaches i én eller anden form. Hun refererer blot til det hele i "jeg"-form som sine egne koncepter, hvilket ikke hjælper lytterne til at forstå coaching-begrebet bedre.

Anders Kinch-Jensen: Jeg er sikker på, at du ikke opfatter programmet som PR for Sofia Manning, for så havde I valgt et andet koncept. Men jeg mener ikke, at de "kritiske røster", du refererer til, retfærdiggør et helt års massiv eksponering af en ikke-objektiv person, som allerede fra starten demonstrerer sin kommercielle interesse i programmerne. Jeg er enig i, at P1 er det mest troværdige medie, vi har p.t.! Men dette program trækker desværre voldsomme veksler på dette image. Det er tydeligvis mange lytteres mening. Hvad er din kommentar til vores feedback om jeres valg af en kommercielt interesseret person - ud over gentagelser af P1's GENERELT fine image? Kan du virkelig ikke forstå - nu hvor programmet ER kommet i luften, og kunderne i jeres butik giver tilbagemeldinger - at beslutningen måske ikke var ubetinget kvalificeret?

Tak for et - i øvrigt - godt medie (bortset fra dette fejlskud). Det vil glæde mig at blive hørt igen.

Tak til Allan Henriksen for svarene på mine spørgsmål. Nogle af svarene mener jeg er helt ok, men grundlæggende er vi jo nok uenige, når vi kommer til samfunds- og menneskesynet. Vores opfattelse af fælleskabet er nok forskelligt. M.h.t. spørgsmålet vedr. fagforeningerne som du ville have uddybet, går mine tanker i retning af, at hvis det enkelte menneske skal tage ansvar for sit eget liv og udvikling også på arbejdspladsen, hvad er det så vi skal bruge fagforeningerne til. Vi skal selv forhandle løn, selv tage ansvar for arbejdsvilkår, arbejdsforhold etc.

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på om de døde jøder under Nazityskland blot skulle have været til coach i 30-erne for selv at finde svarene og ansvaret for deres skæbne. Eller måske  havde de iflg. Robbins ikke krævet nok. Eksemplet nævnes for at illustrere, at samfundsmæssige, kulturelle og miljømæssige forhold er aldelses fraværende i  coachingen. Simpelthen det faktum, at man bilder folk ind, at man kan, hvad man vil. Dermed opstår risikoen (eller chanche) for at egoismen bliver fremelsket og at ingen skal stå i vejen for min succes.

Selvom konsulenter coaches m.m. prøver at manipulere folk til at tro, at der kun findes win-win situationer, så er det logisk, at der også kommer tabere ud af det.(Darwin) Sådan er det jo også i sportens verden, hvor coaching har fundet megen af sin filosofi.

Til Stine Mørk! Fair kommentar. Det ville være underligt, hvis man ikke kunne ytre sig kritisk, selvom man ikke har prøvet det på egen krop. Det er selve filosofien bag jeg stiller spørgsmålstegn ved og som jeg heller ikke helt mener får nok plads i p1-programmet. I de 2 første udsendelser var det lidt et p.s. til Manning.

Det er muligt programmet er pr for Manning, men det kan jo også være, at hun bliver overeksponeret så folk løber skrigende bort. Det er kun få forundt, konstant at holde sig på toppen  

Må jeg anbefale 2 antologier, som kredser om selvudvikling, coaching, åndelighed m.m.

Selvrealisering - kritiske diskussioner af en grænseløs udviklingsultur" red. Brinkmann - Eriksen og

"Medarbejder eller modarbejder - religion i moderne arbejdsliv" red. Haviv

@ Anders Kinch-Jensen

I din argumentation for anvendelsen af Sofia Manning som gennemgående person i udsendelsen refererer du til, at det er normal praksis at trække på eksterne eksperter til programmerne. Det kan ingen vidst være uenige i, men det er jo ikke, hvad sagen handler om.

For det første kaldes programmet "Coaching med Sofia Manning". Det er altså ikke coaching det handler om, men "Coaching med Sofia Mannnig". Vigtig forskel.

For det andet har Sofa Manning selvfølgelig en priviligeret position, da hun er den gennemgående person og får klart mest taletid både direkte og indirekte (via klip fra hendes coachingsessioner). Jeg kender ikke noget fortilfælde på P1, hvor en ekstern ekspert i den grad får lov at dominere dagsorden med hendes tilgang til coaching i programm efter program. Dette mener jeg er et klart brud på en mangeårig tradition på P1. Jeg her ser bort fra programmer som spørg dyrlægen.

For det tredie er programmet skruet sådan sammen, at der på ingen måde måde er en balance mellem fortalere og kritikere af coaching. Sofia Manning får altid det sidste ord.

Tilbage står, at dette program gerne vil foregive at være tilnærmet objektiv i forhold til coaching, men det er en umulig konstruktion i den valgte form. For min skyld kunne I lige så godt tone rent flag og droppe de kritiske dele af programmet. Så ved lytterne, at det handler om, nemlig hvad programtitlen siger "coaching med Sofia Manning".

Tak for nogle herlige udsendelser om coaching. Jeg følger med via Podcast, herligt når man støvsuger eller kører bil 

Jeg kunne godt tænke mig at de praktiske coachng sessioner var lidt længere, det er ret små klip og jeg kunne godt tænke mig at en virksomhed som havde valgt at bruge mange penge på at uddanne deres ledere til coatches fortalte lidt om den business case der må ligge bag en sådan beslutning.

Coaching - helt desperat dårlig idé. P1 er et public service kanal, ikke rekalmer platform for tvilsom pseudo eksperter. Skam jer.

BH.

Vedrørende den nyreligiøse køutsjings indflydelse på hele vor samfundsstruktur, vil jeg opfordre til at spole tilbage til før P1 gik helt af lave. Her kan man høre en kritik af køutsjing, som P1-redaktøren vist har glemt at slette inden de nye guder fik overtaget her i 2008:  sendt: 12. juli 2007 kl. 22:00 på P1

Hør udsendelsen her:   (46:00) Medvirkende: Iben Krogsdal / cand. fil. i religionsvidenskab, Ph.d.

"Stadig flere områder i samfundet bliver efterhånden domineret af en terapi- og målsætterkultur, som blandt meget andet dyrker forskellige former for coaching, og det kan få alvorlige konsekvenser for vores velfærdsstat og den måde, vi forholder os til hinanden på" siger Iben Krogsdal, som er cand. fil. i religionsvidenskab og arbejder på en Ph.d.-afhandling, der belyser terapikulturen ud fra en religionsvidenskabelig synsvinkel.

link: http://www.dr.dk/P1/Samfundstanker/Udse...

Troels Riis

Kronik om køutsjing i Information. Anbefalelsesværdig hårrejsende læsning:

"Lad os fokusere på arbejdspladsen og en af dennes luner, nemlig coaching. At coaching i dag er så udbredt skyldes primært dens forførende styrke. Coaching kan virke lindrende på den nagende angst, som slik kan dulme ensomheden, skønt begge ofte blot intensiverer, hvad de ønsker af minimere. Derudover er coaching forførende på grund af dens meget simple metodik. Coaching opdeler verden - og derved mennesker - i vindere og tabere."

citat fra: http://www.information.dk/153451

Kritikken af den manipulerende bevægelse tager til på begge sider af Atlanten. Ikke mindst i Tyskland, der jo i første halvdel af forrige århundrede lod sig forføre af manipulatorer.  En tysk debatør foreslår et universalmiddel, der øger immuniteten overfor disse nye køutsjing-guruer, og midlet er ganske enkelt almendannelse. Læs bøger, så kan du bedre modstå både køutsjerne, NLP-fanatikerne og andre halvreligiøse sjælefiskere!  I Danmark er vi endda så heldige at have set det hele før, og mesterligt beskrevet i Hans Scherfigs "Idealister" og "Frydenholm". Prøv det, og du vil stå rank og frejdig overfor disse nu statspromoverede profeter!

Det kan ikke vare længe før ledelsen bag redaktionen for P1 bliver nødt til at tage affære, og tage programmet af sendefladen. En anden udgang kunne selvfølgelig være en officiel klage indsendt til DR; den kunne tage afsæt i det ovenfor nævnte forhold om reklame for en emsig næringsdrivende med henvisning til fortilfældet med TV-kokkene Konrad og Aksel, der "gled i smørret" som det hed dengang. Mon ikke der idag er flere penge i hysteriet omkring køutsjing end der nogensinde har været i smør?  Vil man kunne sende denne anmassende Sofia Manning samme vej som Konrad og Aksel?  Efter denne skandalerække af udsendelser kan man jo passende fortsætte i samme stil med næste udsendelsesrække om djævleuddrivelse, der kunne tage fat på øvrige uhyrligheder, der har sneget sig ind på P1, f.eks "Pissenis på P1", med reklamen "Pissenis med Bjørnestad!", som vi skal lægge øren til snart døgnet rundt i disse fladpandede reklamer for den rene og skære tomme luft! Er der ikke snart en ny Holberg eller H.C. Andersen derude et sted, som med autoritet kan rive maskerne af disse sidste dages hellige?

Køutsjing er hverken noget nyt, eller i øvrigt amerikansk som køutsjerne selv tror. Det er blot de gamle overmenneskeideer på nye flasker. En læsning af Politikens kronik fra 7. december kan få hårene til at rejse sig:  "Hitler er manden, der med uhørt kraft udnyttede de muligheder, som bød sig på et marked med fri konkurrence."......"På et totalt liberaliseret marked debuterede Hitler som kommerciel kunstner. Han designede ikke blot annoncer for tidlige mærkevarer som 'Teddys Fodpudder', men – når distributørerne huggede for stor andel af hans avance – gennemførte han selv opsøgende salg på caféer og ølstuer. Om aftenen hørte han Wagner eller læste berømte lederes erindringer. " ........" Hvad det sidste angår, vil jeg efter at være blevet ansat i et firma, hvor chefen er uddannet hos Anthony Robbins, kalde det effektiv læring. Dét, man inden for NLP (Neuro Linguistic Programming) kalder 'modelling': kunsten at modellere sin stræben efter mennesker, som har vist sig fremragende inden for det område, hvor man ønsker at opnå resultater."

citater fra Politikens kronik 7.december 2007 (klippene i citaterne er mine). M.v.h. Troels Riis

http://politiken.dk/debat/kroniker/arti...

Jeg kan nu ikke se det slemme i coaching eller udsendelsesrækken omkring coaching. Jeg har lyttet nøje og kritisk på det som er blevet sagt i de programmer jeg har hørt.

Jeg elsker de dybdegående programmer jeg har hørt i P1 og hvis dette kun er starten af denne coaching serie, glæder jeg mig til at se, hvor dybt spaden har stukket ved udsendelse nr. 47 !!

Det jeg opfatter, der bliver sagt er:

1) Hvad er coaching? Og hvad er konsekvensen af, at alle kan kalde sig coach?

(Det er lidt som den gamle kamp Kiropraktorer måtte kæmpe sig igennem fra at være 'heksedoktorer' til nu højt anerkendte behandlere)

2) Beriger coaching menneskers liv - eller kan det også ødelægge det - hvor går grænsen?

3) Nøje tilklippede eksempler fra Sofia's arbejde, hvor det lykkes for hende at hjælpe mennesker på vej mod en bedre tilværelse.

- Som jeg ser det, er det at hjælpe bare ét menneske videre på sin vej, grund nok til at lave 47 programmer. Om de så er guld og perler eller det rene skod og PR for Sofia eller hvad de er - det vil jeg ikke vurdere på.

Det gælder om for os som lyttere (og læsere) at tvivle på hvert et ord. Det er vores pligt som mennesker i alt, hvad vi møder, efter min mening.

Mit gæt er: Uanset hvilken coach der stillede op i udsendelsen, ville vedkommende omgående blive udsat for kritik omkring selvpromoveren, PR gejl osv osv. Det er forudsigeligt.

Det er ofte kritikerne der råber højest - og af hvilken årsag? Hvad får kritikeren ud af at sin kritik? Hvor længe holder effekten? Giver det glæde i sidste ende? Hvis ja, hvilken sammenhæng er der mellem glæde og det at have afleveret en seriøs omgang kritik?

Jeg glæder mig til de næste storslåede nyskabelser: Feng-shui på P1, NLP på P1, Evaluering på P1, Benchmarking på P1 og ikke mindst Blogging på P1. Sig så ikke, at P1 ikke er med på moden.

Jeg synes, det er meget spændende med den kritik af coaching, der bliver fremsat af div. debattører i denne tråd. Jeg er selv vild med både at coache og blive coachet. Jeg opfatter coaching som et forholdsvist neutralt redskab, der kan bruges og misbruges, som så meget andet. En kniv er hverken god eller dårlig i sig selv. Bruges den til at slå folk ihjel med er det dårligt. Bruges den til at skære brød med er det godt. På samme måde kan coachingværktøjer i hænderne på de forkerte folk bruges til umoralske formål. Det er der vist ingen, der vil modsige. Dette gør dog ikke coaching i sig selv til noget dårligt. Jeg bliver lidt træt af de forskellige anklager imod coaching, og jeg efterlyser nogle helt klare argumenter imod det. Det forekommer mig nemlig, at de fleste anklager er stråmænd, dvs. karikerede billeder af hvad coaching er og gør, i modsætning til hvad det faktisk er. Det er let at argumentere imod en karikatur, men det er hverken holdbart eller sobert. Jeg er enig i, at coachingværktøjer KAN misbruges, men det kan så meget. Hvad jeg ikke kan se er, at coaching NØDVENDIGVIS indebærer noget dårligt, så hvis der er nogen, der vil argumentere for det, så synes jeg, de skal blive meget mere klare i deres argumentation. Hvad er det, coaching indeholder, som NØDVENDIGVIS er skidt? Og hvis der ikke NØDVENDIGVIS er noget skidt i coaching, så gælder det vel bare om at få klartgjort, hvordan det kan bruges på henholdsvis den gode og den dårlige måde, så folk kan skille skidt fra kanel?

Spændende debat.

Og, jeg har hørt en del af P1's programmer om emnet.

Jeg er på ingen måde coaching-ekspert, men jeg kan vist ikke lade fristelsen ligge - fristelsen til svare på Jens Madsens spørgsmål om, hvad det er, som coaching indeholder, som nødvendigvis er noget skidt.

Jeg synes egentlig, at Uffe Rasmussen har været inde på nogen rigtige gode svar på det spørgsmål, men jeg vil gerne prøve at se det på en lidt anden måde, sådan lidt fra distancen.

Hvis vi tager udgangspunkt i begrebet ansvar, er det vel ikke forkert at sige, at coaching handler om at lære at tage ansvar for sit eget liv, sin karriere og sætte sig mål og lære at nå dem.

Det kan jeg ikke se noget forkert i. Det giver da god mening. At coaching leverer nogle værktøjer, som kan bruge eller misbruges, har jeg heller de store anfægtelser overfor. De betænkeligheder, jeg har over-for coaching, handler om livsfilosofi og menneskesyn:  

Overskriften her kunne være: Den ensidige fokusering og forherligelse af at tage ansvar for sit eget liv.

Jeg vil ikke på nogen måde fornægte betydningen af at tage ansvar, også at tage ansvar for sit eget liv, men det er vel mindst lige så vigtigt at lære at tage ansvar for andres liv. Coaching har sit udgangspunkt i eliteidrætten, hvor det jo handler om, at forbedre sine egne resultater - det handler ikke om, at være en god kammerat på 100 m banen. Argumentet om at en kæde ikke er stærkere end det svageste led (se Alan Henriksens indlæg), og at det derfor er i fællesskabets interesse at alle individer styrkes er jo rigtigt, hvis man ser på håndboldforsvar, men ret problematisk, hvis man betragter en arbejdsplads og meget problematisk, hvis det drejer sig om en familie, et parforhold eller et venskab. Man kan jo i den grad styrke andre ved at tage ansvar for dem. Jeg må erkende, at det er meget lettere at administrere princip-pet om, at enhver er sin egen lykkes smed end, at man skal tage ansvar for andre mennesker - der findes jo masser af mennesker, som permanent eller i perioder ikke på nogen måde skal eller kan løfte deres egen smedehammer.  

Jeg synes, at det er noget skidt, at man i coaching ikke på linje med det personlige ansvar inddrager det sociale, samfundsmæssige og medmenneskelige ansvar. (Man fristes til at tale om solidaritet, men det er jo ikke alle fristelser, som man skal falde for...)

Det religiøse islæt.

Jeg ved egentlig ikke, om jeg kan argumentere ordentlig for denne problematik, men jeg er vokset op i meget religiøse omgivelser og har en ret veludviklet fornemmelse for religiøse virkemidler. Jeg forstår godt den beruselse det er, at kunne vende sin afmagtsfølelse til almagtsfølelse - at sætte sig mål og nå dem. Måske kunne man kalde det frelse - før var man fortabt, men nu er man frelst; at synden her ikke er adskillese fra Gud, men ikke at kunne realisere sig selv. Fortabelsen er ikke at kende coachingen, og at man derfor ikke kan åbne himmeriets porte. Coachingen er også en bevægelse - en bevægelse med guruer - en bevægelse som skaber disciple, som ved deres personlige vidnedsbyrd er i stand til at få an-dre med i bevægelsen. Jeg ved godt, at jeg får fortegnet det her, men jeg er ikke i tvivl om, at de religiø-se virkemidler er virksomme og virker her. Det handler jo også om at tro - tro på selvrealiseringens mirakler.

Jeg synes, at det er noget skidt, at coachingen (set fra mit perspektiv) benytter religiøse virkemidler; at man ikke har fundet et muligt svar, men SVARET. Debatten på denne blog bekræfter det religiøse - der er vist ikke noget som religioner (bort set fra fodboldhold) som er i stand til at skabe tilhængere og modstandere.

Det sidste forhold, som jeg synes kunne være interessant at benytte til at problematisere den livsfilosofi, som jeg mener, coachingen er en bærer af, har overskriften: gøren og væren.

Jeg mener, at coachingen er med til at give gøren-tendensen endnu mere vind i sejlene; at stagnation er døden. Coaching handler vel om, at opfatte og sig selv og sit liv som en virksomhed, som man skal drive og drive til noget stort. Og i en virksomhed går det ikke, at man bare sidder og er til stede i livet. I en virksomhed skal man lave cost-benefit-analyser, investere og se på den lange bane. Hvis man skal drive sit eget liv på den måde, kræver det en form for evig metakognition, at betragte sig selv og sit liv udefra og på et nyt plan igen og igen, evaluerere, målsætte og implementere. En form for bevidstløs evig bevidsthed, hvis højere mening i virkeligheden ikke er særlig vigtig; det vigtige er at nå sine mål.

Jeg synes, at det er noget skidt, at coaching er så handlingsorienteret; at der sikkert i mange tilfælde er mere mening i at kunne rumme og hvile i sin afmagt, ikke nødvendigvis at skulle tage affære, men af-finde sig med livets til tider vilkårlige meningsløshed og brutalitet.        

Måske skyder jeg coachingen ting i skoen, som ikke findes i coachingens sko, eller som kun findes i coachingens sko som sandkorn og ikke som de sten, som jeg synes at have set og følt, men jeg har lige-som mange andre i dette forum følt P1's PR-agtige behandling af emnet, og hvis det handler om dårlig økonomi, og at man derfor er nødt til at være mere mikrofonholder end kritisk jounalist, så kunne man jo holde mikrofonen op foran flere med nyanceret kritik - der må jo være mange derude, som har gjort sig mange gode og kvalificerede betragninger om emnet.    

Til Morten

Morten, jeg synes netop, at du karikerer coaching. Du siger, at coaching fokuserer ensidigt på at vi skal tage ansvaret for vores eget liv og ikke tage nok ansvar for andres. Men det udtaler coaching sig jo slet ikke om. Jeg forstår slet ikke, hvordan du kan udlede af coaching, at dette er en nødvendig konsekvens? Nogle coachingredskaber fokuserer netop på at gøre det klart for fokuspersonen, hvilke konsekvenser fokuspersonens handlinger har for andre. I denne proces undersøges det, hvad fokuspersonen synes om den måde, hvorpå hans/hendes gerninger påvirker andre. Hvis en coach mener, at en fokusperson overtræder nogle etiske rammer, så kan coachen spørge ind til dette og i yderste konsenvens vælge at stoppe coachingen. Muligvis endda anmelde personen hvis dette er påbudt af lov. Og det er netop her, at coachens personlige etik kommer ind. En coach kan vælge at coache på et emne, der går ud over andre. Det ville være moralsk forkert. Coachen kan også stoppe under henvisning til, at han/hun ikke etisk kan stå inde for fokuspersonens gerninger og målsætning. Jeg ville fx ikke coache en person på at åbne et bordel. Det er ikke ulovligt i Danmark, men jeg synes personligt, det er moralsk forkert. Det hele koger ned til, at det ikke er coachingen i sig selv, der er noget galt med. Coaching indeholder intet sted en opfordring til at tage så meget ansvar for sig selv, at man ikke tager ansvar for andre. Da jeg går meget højt op i at hjælpe andre, så ville jeg ikke tage rigtigt ansvar for mig selv, hvis jeg ikke også tog det for andre. Så der behøver slet ikke være en modsætning mellem det at tage 100% ansvar for sig selv og tage ansvar for andre.

Du siger, at coaching er en bevægelse med guruer og disciple. Det kan da godt være, der er nogen coaches og fokuspersoner, der lever i en sådan verden, men der er også mange, der ikke gør. Nok langt de fleste. Det har igen intet med coaching i sig selv at gøre. Coaching behøver ikke indeholde disse ting.

Det kan da godt være, at nogle coaches benytter religiøse virkemidler, men det er skam ikke noget, man behøver. Hvilke virkemidler taler vi overhovedet om?

Coaches siger typisk heller ikke, at de har "SVARET". Alle de coaches jeg har mødt siger, at coaching er god til nogle ting, men langt fra til alle. Derfor har fx ICC og ICF etiske retningslinjer, der siger, at en coach skal sende en fokusperson videre til fx en psykolog eller lignende, hvis situationen byder dette. Coaching gør oftest meget ud af at gøre klart, hvad coaching kan og ikke kan.

Den sidste af dine anklager er efter min mening den grimmeste karikatur af dem alle. Coaching handler ikke om at drive sit liv som en virksomhed, hvis man ikke vil dette og/eller bliver glad af dette. Jeg kender INGEN coaches eller fokuspersoner, der gerne vil køre deres liv som en virksomhed, der aldrig hviler, men altid kører derudaf. Manges mål er ro og væren i nuet. Så er det det, vi coacher på.

Der er intet af det, du nævner, der er nødvendige følger af coaching - overhovedet. Indlægget var faktisk det hidtil værste eksempel på karikerede billeder af, hvad coaching er, og du gav ikke et eneste godt eksempel på, at coaching nødvendigvis indeholder noget skidt. Coachingværktøjer kan bruges og misbruges, som sagt, men de behøver ikke blive misbrugt.  

Til Jens Madsen

Godt ord igen.

Jeg er glad for at få nuanceret mit billede af coaching - hvis du lægger mærke til afslutter jeg mit indlæg med, at skrive at jeg ikke håber, at jeg har skudt coaching sten i skoen, som coaching ikke har. Jeg synes ikke, at du skal være så ked eller oprørt (hvis du altså blev det) af de karikerede billeder, for disse billeder er vel ikke så tossede i forhold til at få nuanceret sine billeder. Jeg er ked af, hvis mit indlæg blev opfattet som fordømmelse, for det var ikke meningen. Hvis jeg har forstået coaching ret, så er coach ikke en beskyttet titel, og at der ikke er nogen entydig definition eller afklaring af coaching, og det betyder vel også, at coaching kan skydes meget i skoen og intet i skoen, for enhver kan jo stille sig op på en ølkasse og proklamere, at det står coaching for eller det står coaching netop ikke for. Men, det er ICC og ICF modeksempler på? Jeg kunne stadig godt tænke mig at få en afklaring på de generelle tendenser indenfor coaching på et mere generelt plan. Jeg havde jo tre problematiseringer i mit indlæg: 1) For meget fokusering på at tage ansvar for sig selv og sit eget liv. 2) Religiøse virkemidler. 3) Gøren frem for væren.

Jeg kan ikke komme med nogen konkrete eksempler, som du efterlyser, på, at coaching er noget skidt, og når jeg hører om værktøjerne synes jeg det giver god mening, men det efterlader alligevel en underlig følelse i mig, om at tendensen er klar, måske netop fordi coaching stammer fra sporten og tog sit indtog i erhverslivet, at det i stor udstrækning handler om resultater og succes - endnu et karikeret billede?

Hvilke problemer/udfordringer ser du i coaching, for hvis du, som selv er coach, ikke kan se problemer eller udfordringer i coaching - eller formuleret på en anden måde: Kan du give nogle eksempler på, at noget i coaching er skidt?

Jeg føler trang til at støtte op om Mortens indlæg. Det er selvfølgelig fordi, det ligger meget op af mine spørgsmålstegn vedr. coaching (så det kan selvfølgelig opfattes som rygklapperi, men anerkendelse er vel også et element i coachingen) Jeg mener  Jens Madsen overreagerer på Mortens første indlæg, som jeg syntes var rimelig moderat og søgende. Det var på ingen måde karrikerende. Det må stå for modtagerens regning, og så synes jeg, at dit svar bliver lidt skingert.

Det undrer, at så mange coaches, inkl. Manning, har så travlt med at konstatere, at der så sandelig er nogle, som kalder sig coach, som ikke ved, hvad det drejer sig om, og som burde luges ud. I skal passe på I ikke udsletter hinanden.

Jens Madsen skriver:

"Coaching indeholder intet sted en opfordring til at tage så meget ansvar for sig selv, at man ikke tager ansvar for andre"

Det er muligt, men der står jo heller ikke, at man skal tage ansvar for andre!!

Og hvorfor tage ansvar for et andet menneske, når dette menneske bare skal lære at tage ansvar for sig selv?

Det er som at høre Claus Hjort Frederiksen. Det er jo også fair, men så stå dog ved det Jens Madsen, i stedet for at foregive at coaching har at gøre med, at man godt må være afhængig af andre mennesker.

Jeg tager naturligvis også ansvar for mit eget liv. Men det drejer sig jo, som med så meget andet, om hvor meget eller hvor lidt, en bestemt handlemåde skal være fremherskende.

Det grundlæggende problem ved coaching gælder forhold, hvor der eksisterer en eller anden form for magtrelation. I virksomheder er coaching jo ikke et reelt frit valg for medarbejderne. Coaching handler jo ikke om medarbejderens frie valg, men hvordan medarbejderen kan tilpasse sine valg i forhold til virksomhedens overordnede målsætninger. Det underliggende budskab er, at virksomheden ønsker at få mere effektivitet ud af medarbejderen

Derfor er coaching IKKE et neutralt værktøj anvendt i forbindelse med en arbejdssituation. Noget andet er hvor man privat opsøger en coach. Her kan man jo bare gå igen, hvis man ikke føler der er "value for money". En lifecoach har dog en interesse i, at kunden kommer tilbage (giver jo mere indtjening).  

Kære debattører - - - I Danmark som så mange andre lande vinder coaching kraftigt frem til privat brug og til virksomhedsbrug. Udbredelsen sker nærmest eksplosivt, og som sådan er det selvfølgelig et emne, der bør afdækkes i eks. P1. Og som med alt der udvikler sig hurtigt, vil en kollektiv forståelse og enighed om - "den rigtige" version af coaching og om coaching overhovedet er nyttigt - ikke kunne følge med. - - - Markedet for coaching er stort og forskelligartet, og de enkelte coachfirmaer bruger derfor både i markedsføringen og i egen selvforståelse mange kræfter på at argumentere for hvorfor lige deres retning er den rigtige. Også psykologer, psykoterapeuter og "gamle" virksomhedskonsulenter er selvfølgelig på barrikaderne. Og indtil coaching er faldet mere på plads i markedet, så vil albuerne være spidse blandt kombattanterne - Et helt naturligt forløb - Og indlæg i denne blog skal selvfølgelig også læses med disse briller. - - - - - - Og nu vælger P1 at anvende Sofia Manning - Tjaa, selvfølgelig skal P1 i denne anledning være opmærksom på at balancere dette valg......og efter at have lyttet til de første udsendelser - Ja, ikke overraskende så balancerer P1 det netop glimrende af. - - - Selvfølgelig har også dette valg både positive og negative konsekvenser, som vi kan bruge meget tid på at diskutere, MEN valget er jo truffet - Danmarks måske bedst kendte coach bruges i et program om coaching, og hvad kan vi så få ud af det - Ja, her syntes jeg, at det bliver spændende - - - - - Hvis vi kan bruge det til andet end magtkampe om, hvad der er rigtigt, og hvad der er mere rigtigt, men i stedet vise så mange danskere så muligt et mangefarvet billede af, hvad coaching er og hvordan vi kan få glæde af det. Jeg syntes, at P1 og Sofia Manning har lagt godt ud, og jeg glæder mig til de kommende programmer :o) Mvh.

Til Peter Jakobsen

Jeg er helt enig i at coaching i virksomheder fra leder til medarbejder skal have en særlig opmærksomhed. Problemet er egentlig ikke værktøjet coaching, men den fristende mulighed for, at en leder blander sin ledelsesret og coachingen sammen - Altså at der først skabes et tillidsrum, hvor medarbejderen åbner for eks. sine fremtidsdrømme i en anden virksomhed eller branche, og arbejdsgiveren derefter afskediger medarbejderen. Traditionelle medarbejder udviklingssamtaler med spørgsmålet "hvor ser du dig selv om 5 el. 10 år" indeholder jo samme fare, og som sådan har det altid været et problem om man skal være ærlig over for sin arbejdsgiver - Coaching er blot endnu en anledning til at diskutere dette tillidsforhold. - - - - Det er en grundlæggende HR-problemstilling, at forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager enten bygger på tillid eller mistillid, og sagt ultrakort så giver et forhold bygget på mistillid en sikkerhed for ikke at få sin viste tillid misbrugt. Et forhold, der bygger på tillid indeholder derimod risikoen for at få misbrugt tilliden, MEN desuden indeholder tillidsforholdet også muligheden for alle de gode ting en medarbejder og en arbejdsgiver kan ønske sig af hinanden og sig selv på arbejdspladsen!!! Jeg er derfor af den holdning, at man selv vælger forholdet, men at jeg personligt ikke vil spilde min tid på en arbejdsplads, der ikke er båret af tillid.

Og hvad så med ovenstående eksempel, hvor man ønsker sig et andet sted hen om 5 år - Jeg syntes, at Ulrik Wilbek beskriver det så godt, at hvis han som klubtræner havde en spiller, der ønskede sig til et spansk tophold, ja så afdækkede han med spilleren om vejen til det personlige mål kunne være gennem en udvikling og profilering af spilleren i den nuværende klub, og derved gøre det nuværende forløb til det vigtigste for at nå spillerens mål. - - - Disse vind - vind situationer opstår meget let i et tillidsforhold mellem arbejdsgiver og arbejdstager, der også meget gerne inddrager coaching bevidst. Tilbage er nu "blot" at vi har de rigtige arbejdsgivere/ledere og medarbejdere, der har denne samme tilgang - Det findes og det modsatte findes også. Mvh.

Kære Jens Madsen

Du skriver i dit debatindlæg fra den 5/2: ”Jeg opfatter coaching som et forholdsvist neutralt redskab, der kan bruges og misbruges, som så meget andet. En kniv er hverken god eller dårlig i sig selv. Bruges den til at slå folk ihjel med er det dårligt. Bruges den til at skære brød med er det godt. På samme måde kan coachingværktøjer i hænderne på de forkerte folk bruges til umoralske formål.” Hvis vi tager argumentet for gode varer, hvis coaching kan reduceres til et sæt af værktøjer, som på godt og ondt kan bruges eller misbruges, så må debatten jo også stoppe her, for så er der jo ikke noget at debattere. Hvis coaching derimod vedkender sig et sæt af værdier og dermed træder i karakter, så kan debatten begynde.  

Efter at have læst debatindlæggene og lyttet til nogle af Sofia Manning og Lene Juuls  udsendelser savner jeg at coachingen træder i karakter, så man kan tage stilling. Man kan naturligvis ikke tage stilling til, om Jens Madsens brødkniv er god eller dårlig, men coachingen må jo (og er jo) også mere og meget andet end blot et sæt af redskaber. Hvilken livsfilosofi lægger bag? Hvilken samfundsudvikling er coachingen er medudvikler af? Coachingen må på godt og ondt forlade den neutrale grund, som den hævder at have byggetilladelse til, så man kan begynde at forholde sig til fænomenet.

Fint indlæg Ib A. Hovedet på sømmet.

Har just hørt 3. udsendelse af 3 i udsendelsesrækken "Det indre univers" (Tro og eksistens) med bl.a Kirsten Stenevad. Hun er bl.a coach og tror på "The secret. The law of attraction" Stenevad skal der ikke bruges tid og plads på her. Jeg vil blot rose Anders Laugesen, værten for at stille sig kritisk an, naturligvis kombineret med en imødekommenhed.

Hvorfor skriver jeg så dette indlæg på denne blog, under en anden udsendelse? Jo, for at illustrere, at der er stor stor forskel på  tilgangen til gæsterne i Tro og eksistens versus Coaching med Sofie Manning. Det undrer mig.

Iben Krogsdal som deltog i dagens coaching program er kvik og reflekterende pige, som satte kritisk lys på begrebet. Hvorfor er det så lige, at Manning ikke skal forholde sig til Krogsdals kritik. Er det et krav hun har stillet for at deltage hele året igennem? At hun ikke skal forholde sig til en gennemgribende kritik af begrebet?

Jeg er trofast P1-lytter og har gennem længere tid fulgt debatten på denne blog og jeg morer mig over den ophedede tone - og samtidig undres jeg. Jeg er vild med programmet. Jeg ser frem til programmerne og synes det er super interessant med live-coaching i radioen. Det er netop vekselvirkningen mellem teori, praksis, kritik, perspektivering der giver dette program sin berettigelse. Det er fuldstændigt underordnet om Sofia Manning er en kommerciel udbyder eller hvad hun nu kaldes i debatten. Jeg undrer mig over den store skepsis og sidder tilbage med fornemmelsen af at skeptikerne så åbenlyst har så lidt tiltro til at individet selv kan skelne mellem menneskeforførelse eller hvad de nu vælger at kalde det og så åbenlyst fratager individet retten og muligheden for selv at tage stilling til hvad de skal synes om coaching. Det er da sjovt som kritikerne søger at beskytte individet og samtidig fratager det retten til selv at vælge. Jeg vil glæde mig til hvert eneste program i fremtiden!

Tak for et dejligt program om coaching. Jeg vidste ikke meget om begrebet på forhånd, men synes hvert eneste program ruster mig med relevant viden. Især selve coachingen af lyttere er interessant . Jeg kan ofte genkende problematikker fra mit eget liv og synes reflektionerne omkring coachingen før, under og efter er noget af det mest spændende jeg har hørt på P1 længe. Stor ros til P1 for at invitere en coach på banen, det er jo trods alt et begreb i tiden, som vi ikke kan komme uden om. Og jeg synes vægtningen af stoffet er velvalgt og passende. Jeg har anbefalet programmet både til min gamle mor og min søn. Med andre ord i rammer bredt! Og dertil skal siges at søn ellers ikke er P1 lytter-men det er han blevet.

Unuanceret forsker

Ærgeligt at Iben Krogsdal hænger så fast i religionen, at hun ikke kan se at seriøs coaching handler om mere og bedre kontakt både til sig selv og til andre - næsten. Jeg håber ikke at vi skal høre på mere religiøs kritik af coaching i dette program. Det er for forudsigeligt, og efter min opfattelse uinteressant. Mon vi vil se meget coaching de steder hvor religionen er meget stærk, f.eks. Afghanistan, Iran, Albanien, Bosnien og Yemen?  At coaching bliver stillet op som en forhindring imod solidaritet med de svage, f.eks. minearbejderen i Kina er alt for spekulativt, efter min opfattelse. Jeg tror også på at der er dårlig coaching, og det er et problem. Det er derfor at et program som dette er så fantastisk godt.

Vh. Morten

Tak til P 1 for at tage coaching på dagsordenen. Her får lytterne en chance for at høre, hvordan Sofie Manning udfører coaching.

Jeg er ikke meget for hendes "amerikaniserede" måde at udføre coaching på, men hun får trods alt vist, at coaching ikke er noget religiøst og farligt, men "sund fornuft" i kasser.

Jeg håber, at det samtidig kan være med til at give den almindelige dansker en viden om, at de kan få hjælp til at løse - et for dem måske uløseligt problem - alene ved at få skabt en ny bevidsthed, der igen skaber nye handlemuligheder.

Tænk, hvis alle - med jævne mellemrum - fik lavet et "mentalt helbredscheck", hvor de fik lejlighed til at kigge på deres liv udefra og finde ud af, om de nu også lever som de gerne vil, ud fra egne værdier og ønsker.

Hvorfor skal der en krise eller andet negativt til, før vi tager fat på at forbedre vores livskvalitet, med risiko for, at vi er så følelsesmæssigt påvirkede af situationen, at vi ikke er i stand til at træffe rationelle beslutninger.

Coaching har bestemt sin berettigelse og er et godt og kvalificeret hjælpemiddel for folk, der er kørt fast i egne former og begrænsninger.

Desværre bliver coaching misbrugt i mange sammenhænge og desværre kan alle kalde sig coach - også hvis man bare har været på en weekendkursus.

Jeg vil derfor opfordre folk, der har lyst til at få hjælp af en coach, at de sikrer sig, at den coach de opsøger har en kvalificeret uddannelse, som efter min mening ikke børe være under 2 år. Ellers kan man lige så godt spare sine penge og spørge en god ven til råds.

Coaching er et håndværk, som kræver de rigtige værktøjer og en masse øvelse og erfaring.

Jeg har fulgt med i coach udsendelserne. og synes det er rigtig dejligt, at det er bragt som tema. Jeg har til dels også fulgt med i debatten her. Og brænder nu for at ytre undren over at Sofia Manning kan kalde hendes rådgivning for coaching. Hvis den, som coaches, skal have noget ud af det som coach session, skal der ikke stilles 4 spørgsmål lige efter hinanden, og hvor SM så også tit endda selv SVARER på spørgsmålene. Men stil ET spørgsmål. Og giv god tid til at svare og eftertanke. Sm kommer med gode råd og styrer samtalen inden den coachede får sagt et ord. I min verden er det ikke coaching..undskyld. Jeg håber ikke det skræmmer folk væk fra coaching. for er man resourssefuld er man rustet til at rumme andre og deres verden. Og dermed bedre rustet til at være noget for sig selv og andre

Tak for en interessant udsendelsesrække som jeg er i færd med at 'æde' mig igennem via podcast. Til at begynde med syntes jeg at det er ok at Sofia Manning var en gennemgående figur - omend jeg studsede over det.

Men nu har jeg skiftet holdning, hvad produceren muligvis også har.

Det uheldige er at lytterne kommer til at tro at Sofias sessioner = coaching, altså den eneste måde at gøre det på. Af og til bliver jeg overrasket over ting hun siger/gør under en session, ting som jeg synes er helt galt.

Det som kunne redde situationen, ville være at forskellige coaches bidrog med sessioner så lytterne kunne opleve at coaching gribes an på mange forskellige måder.

Naturligvis kan få minutter af en session på ingen måde give et retvisende billede af en session, men netop derfor ville det være gavnligt at opleve mange forskelllige coaches og sessioner. Og Sofia kan for min skyld godt være medvært alligevel.

Et eksempel på et problem som jeg ville gribe helt anderledes an, var 28. april, en 44-årig overvægtig fyr. De dvælede meget ved al det 'forbudte', og de talte meget om hvad han ikke måtte spise. Og til sidst formede de en strategi til hvordan han kunne udlade at spise søde sager.

Jeg mener at han mentalt boltrede sig i fyldt chokolade, så meget at billedet af fyldt chokolade måtte stå i vejen for alt andet. Målet blev simpelthen: fyldt chokolade.

Og det mål er vel let at forfølge?

Summa sumarum (for at bruge et Sofia Manning-udtryk): flere forskellige slags sessioner for at give et nuanceret billede af coaching.

Jeg åbnede tilfældigvis for denne eftermiddags program om coaching på P1.

Til at begynde med var jeg sikker på, at der var tale om en parodi. Jeg lo således lystigt over den formodede satiriske iscenesættelse af en leder som var taget til en farm ved Vejle kanten for at opnå større forståelse for sin non-verbale kommunikation gennem ridning og indiansk livsfilosofi. Efter at have lyttet til programmet i et par minutter gik det imidlertid op for mig at der var tale om et seriøst program.

Siden har jeg haft hovedpine.

Denne debat afspejler fuldstændigt den elitære nedsabling af DR og især P1, der nu gennem lang tid har foregået i de trykte medier. En debat, som går fuldstændigt hen over hovedet på den almindelige danske radiobruger.

Jeg har haft stor fornøjelse af at lytte til mange forskellige P1 programmer gennem tiden. At de alle får en ende på et tidspunkt er vel meget naturligt og måske endda godt for os lyttere.

Jeg blev meget begejstret for, at P1 introducerede en meget lang gennemgang af begrebet coaching gennem dette program. Jeg har hørt alle programmerne og har tænkt mig at hænge på til den bitre ende. Naturligvis er kvalitetskurven i de enkelte programmer svingende. For mig at se falder kurven i de programmer, hvor man forsøger den meget filosofiske og akademiske tilgang til begrebet. I disse tilfælde mister jeg koncentrationen og konstaterer pludselig, at Coaching på P1 er skiftet fra at have mit primære fokus til at være noget, der kører i baggrunden. Jeg har brug for den praksisnære og mere dagligdags indgangsvinkel og det lykkes heldigvis for det meste for værterne og de forskellige gæster i programmet at ramme den vinkel.

Mht. kritikken af Sofia Mannings deltagelse i programmet, så kan jeg kun sige, at jeg er fuldstændigt ligeglad med hendes baggrund. Og så alligevel ikke... Hvis P1 havde valgt en medvært fra lejren af erhvervspsykologer, der er panisk optaget af at erobre hele denne branche ved at fnyse af alle ikke-akademisk uddannede coaches - så havde jeg IKKE været lytter af denne programrække. Uanset hvor meget jeg anstrenger mig, så kan jeg ikke få øje på, at man kunne have fået fat i en dygtig coach med dagligdags erfaring uden at vedkommende har en kommerciel baggrund? Hvis Sofia Mannings deltagelse i Coaching på P1 betyder, at hun sælger yderligere 1.000 eksemplare af sin bog og får 50 kursister mere på sin uddannelse, så vil jeg blot ønske hende tillykke med det...

I den forløbende uge hørte jeg programmet. I slutningen af programmet var der en session med Sofie Manning og en pensioneret journalist der har slået sig på kunst og derfor bad om nogle råd til at komme videre ud I verden med sine ting. Det var ikke så lidt af en øjenåbner for mig i forhold til hvad coaching har at byde på. Sofie Mannings råd lyste langt væk af hun ikke ved det fjerneste om hvordan man gebærder sig i kunstverden. For det første forslog hun at kunstneren sendte en dvd med sine ting rundt til alle landets gallerier. Gallerierne bogstavelig talt drukner i den slags henvendelse er giver den stort set ingen omærksonhed. Folks personlige reklamemateriale siger ikke noget som helst om hvad man kan som kunstner og det siger ikke noget om hvilken placering de har socialt. Det siger kort sagt ikke noget om hvilken tillid man kan investere i dem. Køb og slag af kunst handler stort set kun om tillid. For det andet afviste Sofie Manning at kunstneren skulle søge ind på f. eks. Charlottenborgs forårsudstilling, med den begrundelse at hun ikke skulle søge efter bekræftelse uden for sig selv. Med alle de svagheder som de censurerede udstillinger har er det faktisk en rimelig måde at meritere sig på, især for kunstnere der ikke har gået på akademierne hvor netværkerne er noget tættere. Kunstneren i programmet har løbende udstillet i forskellige kunstforeninger som hun selv har taget henvendelse til, og det er faktisk lige den slags initiativ der virker på længere sigt. Men ellers lyder det for mig til at hendes problem er at hun ikke er tålmodig nok, meritering indenfor kunst sker stort set aldrig fra dag til dag. Et rigtig godt råd er finde nogle kolleger som hun kan diskutere med, se på kunst med og måske arrangere udstillinger sammen med.

Min pointe med det foregående er at de råd som Sofie Manning kom med er komplet ubrugelige i denne her specifikke kontekst, så mon de ikke også er det i en hel del andre? I det hele taget virkede det som om at det var en sludder for en sladder.

Jeg er billedkunstner og underviser i billedkunst, hvilket blandt andet indebærer undervisning hvordan kunstverden er skruet sammen.

Igen har jeg brug for at kommentere...med udgangspunkt i ovenstående kommentar. Coaching skal nemlig IKKE VÆRE RÅDGIVNING. Coaching handler om at klienten finder svarende SELV. Ved eftertanke på de spørgsmål coachen stiller. COACHENS ÆDLE OPGAVE ER AT FINDE SPØRGSMÅL, som passer ind til der hvor klienten befinder sig lige nu. Og til den persontype vedkommende er. Et enkelt råd giver coach kun, hvis der 'gives lov'. Hvis ikke det er klienten selv, som kommer frem til svarene, er det ikke coaching. Og så får det ikke den samme dynamiske, selvaccelererende effekt. Som hvis man bare får gode råd, som alligevel slet ikke passer ind.

Det er synd for coachingen, at man her får en så forkert opfattelse af den.

jeg har lyttet til flere af jeres programmer, især det sidste der handler om mennesker som spirituelle, om at søge ind i sin indre kerne. ER noget af det jeg heftede mig ved. Da jeg selv er kunstner og tit henter inspiration i mine omgivelser, har jeg, da jeg tillige har denne trang til at fortælle historier, oftes introverte oplevelser hvor jeg går ind i mig selv for at mærke hvor jeg er i livet. Modsat de ekstroverte hvor det handler om at forholde sig til verden omkring mig.

Det som jeg i bund og grund vil frem til; er at jeg oplever vi alle har disse introverte oplevelser, uanset hvad vi kalder dem. Vi lever i en tid hvor stress og imorgen oftes hænger over hovedet på os. Vi er som mennesker tit presset, job, familie, og hvad der nu ellers er af ting der kan distrahere os. Kigger man nøgternt på verden omkring os, er vi omgivet af støj. tv. radio, telefoner osv. DET reelle problem iht til hvor vi er og hvad vi ønsker af livet - bliver tit forstyrret, da hver dag kræver sin m/k. det at trække sig tilbage fra verden - kræver et bevidst til eller fra sagn. kan vi ikke selv honorere disse behov, er det logisk at søge en coach.. Hvor andre har det jeg vil definere som "højre bevisthed" ikke har dette behov. Måske fordi vedkomne har fundet middelvejen mellem den intro og den ekstoverte tilgang til livet.

Uanset.. er det rart at hører lidt om hvad der rør sig på dette marked.. selvom begreber tit defineres forskelligt. tænker her i den spirituelle begrebsdannelse, som for mig betyder noget andet end det i har defineret i jeres program.

Fortsæt bare.. og tak for det gode program.. en bog som jeg selv fik meget glæde af: Simple-living.dk af Gitte Jørgensen m.fl. fra 2003. kvalitet på alle planer. kan jeg kun anbefale. Mvh

Hørte i dag Sofie Mannie coache "Marie" i hendes forsøg på at komme hendes "forstyrret spisning" til livs. Sofie Manning nævnte at hun anbefalede hende en bog og et navn. Hvor ville det være fedt, hvis man kunne få de oplysninger,  for jeg kunne bare så meget genkende mig selv i Marie, så jeg kunne også godt trænge til et skub i den rigtige retning. Mvh

Tak til P1 for nogle fine programmer om coaching - keep up the good work!

Et par kommentarer omkring spiritualitet og coaching. Jeg fik for et par år siden nogle indsigter som man kunne kalde spirituelle. Det betød at jeg i 2007 forlod Danmark og tog på en rejse med meditation som fokus. Jeg opholdt mig i naturen alene eller på forskellige buddhistiske klostre året igennem. Bevægelsen var en åbning mod den indre, åndelige side af livet. Det var en rutchetur fyldt med skygger, lys og dybe erkendelser.

Men på et tidspunkt sad jeg i en lille hytte på et kloster i syd Thailands regnskov og spurgte mig selv – ok, nu kender jeg mig selv som bevidsthed; som et væsen der ikke er bundet af tid, tanke og krop – og hvad så, tænkte jeg? Hvad gavn har verden af at jeg sidder her og kender mysteriet? Det var tid til at få jordforbindelsen tilbage. Så tilbage til DK.

For mig er der ikke noget der hedder spiritualitet længere. Ordet associerer til meditation, til fred, til afslutning. Det er alt sammen smukke ting. Men jeg tror, at vi primært har brug for noget andet som mennesker: Vi har brug for at handle. At se spiritualitet som en slags overbygning på coaching eller en slags mesterlære tror jeg ikke er særligt gavnligt for nogen.

Coaching i sig selv er en udvidelse af bevidsthed. At se sine tanker udefra, og dermed endelig få friheden til at vælge, er en ”spirituel” oplevelse. Det kan en dygtig coach flytte sin klient hen imod.

Hvis ikke du ved, at du er andet og mere end det du kan se, så start med det der er tæt på. Træf de valg du ikke har truffet og stå ved glæden og smerten ved dem. Den nære handling er en åbning mod det du længes efter.KH

Tak for at coaching-programmet stoppes.

Magen til navlepilleri skal man da lede længe efter.

Endelig er dette århundredes mest forrykte år forbi!

Køutsjingen var lige præcis den mest usmagelige og kunstige krymmel på højkonjunkturens sidste lagkage.

Nu er festen heldigvis forbi, og alle kan pludselig se mig-kulturens højtprofilerede falske profeter i alle deres kejserlige, men nu ganske gennemsigtige klæ´r !

TAK for at dette vanvid fik en ende !

Coaching = hjælp til selv at se den vej som man bør gå i fremtiden.

Det har intet med profeter at gøre - de findes inden for alle brancher. Ufatteligt at der kan komme kommentarer som din, Troels, tror ikke du har læst nogle af de foregående indlæg. Men det ville selvfølgelig også kræve at du faktisk brugte tid på at sætte dig ind i emnet - vor herre bevares!

Ja, nu bare to måneder senere er det så kun de mest forbenede og stivnede køutsjere selv der ikke har forstået at vinden ikke længere blæser deres vej; det bliver sjovt at se når Danmarkskrøniken over dette Hokus-Pukus skal skrives.

Kan  du ikke vente på den så kig ind til Tjenesten imens:

http://www.dr.dk/Forms/Published/Playli...

http://www.dr.dk/Forms/Published/Playli...

Coaching er heldigvis ved at blive umoderne igen, hvilket medfører at alle de konsulenter, terapeuter og andre godtfolk, der har fløjet med på bølgen, atter er blevet til konsulenter, terapeuter etc. Det betyder at vejen mod klarhed om hvad coaching egentlig er, og hvad det kan, er banet.

Coaching er kommet for at blive fordi det virker! Essensen af coaching er så centralt forankret i vores grundlæggende kulturelle og filosofiske livssyn, at vi i mødet med coachingen kan opleve "at komme hjem".

De der ikke har oplevet det, véd endnu ikke hvad coaching er!

Jørgen Svenstrup

Int. cert. ICC Coachtrainer

http://developemind.dk