Hvert år her på grænsen mellem februar og marts bliver jeg ringet op af flere kolleger fra DR's nyhedsredaktioner, der be'r mig om at udtale mig om de mulige vindere af en af verdens fineste filmpriser, An Academy Award, bedre kendt som en Oscar. Jeg har intet ondt at sige om de mennesker, der ringer mig op. Tværtimod er jeg beæret over at nogen forestiller sig, at folk er interesseret i at høre mig mene noget, og jeg bliver vældig ked af at skuffe mine kolleger. Men der er ingen vej udenom. Jeg bliver nødt til at skuffe dem. Det eneste, jeg mener om Oscar-uddelingen, er, at jeg er bedøvende ligeglad. Det rager mig en papand om den ene eller den anden vinder en statuette.

Det forbavser altid de gode mennesker, der ringer mig op. Og egentlig er jeg også selv lidt forbavset. Hvorfor har jeg aldrig siddet oppe en hel nat og overværet Oscar-uddelingen? Hvorfor synes så godt som alle andre filminteresserede i hele verden, at Oscar-uddelingen er enormt spændende? Hvorfor interesserer det ikke mig? Hvorfor er jeg revnende ligeglad med om det er James Cameron, der kan gå hjem med en Oscar for 'Avatar' eller Kathryn Bigelow for 'The Hurt Locker' eller en helt tredie?

Det er formentlig fordi Oscar-uddelingen ikke har så meget med film at gøre. Det minder mere om Melodi Grand Prix, faktisk. Det er 1. et show. 2. en branche, der fejrer sig selv. Og 3. et PR-apparat. Men jeg kan ikke se, at det har det mindste at gøre med den elektrificerende og ekstatiske og epokegørende fornemmelse, jeg har følt ved at se fx rumskibene svæve afsted i Stanley Kubricks 'Rumrejsen år 2001' eller se den nysgerrige bondeknold udforske resultatet af en skudduel i ørkenen i Coen-brødrenes 'No Country for Old Men'. Desuden kender jeg ikke de omkring 6000 mennesker, der stemmer og bestemmer om den ene eller den anden skal modtage en Oscar, så hvorfor skulle deres mening interessere mig?

Ved årets Berlin-festival erklærede juryformanden, instruktøren Werner Herzog, at priser ikke hører hjemme i filmverdenen, men snarere på en hundeudstilling. Jeg er ganske enig. Film kan ikke sammenlignes. De er skabt med vidtforskelligt udgangspunkt og med vidtforskellige ønsker om at påvirke sit publikum. Man kan nå at se eller gense 3-4 film mens Oscar-uddelingen ruller over skærmen. Det lyder som et meget mere fornuftigt gøremål. Selv er jeg ikke i tvivl om at jeg får mest ud af at sove min sædvanlige nattesøvn.

Så blev den anden danske film præsenteret i hovedkonkurrencen i Berlin - dvs, den blev præsenteret for den danske presse, og idag, fredag den 19. februar 2010, går det løs for næsen af den internationale presse. Efter en lille intim visning af 'En familie' var der mulighed for at tale med det spændte, men ganske Berlin-erfarne, hold bag filmen: instruktøren Pernille Fischer Christensen, hendes kæreste, medforfatteren Kim Fupz Aakesson og skuespillerne Lene Maria Christensen, Jesper Christensen og Pilou Asbæk. Bortset fra Lene Maria Christensen har alle fra holdet været i Berlin før. Pernille Fischer Christensen deltog i hovedkonkurrencen og vandt en Sølvbjørn (en slags andenplads) for sin debutfilm, 'En soap' i 2006. Kim Fupz var medforfatter på 'En soap' og er, som før nævnt, i Berlin i år med 'En ganske snill mann' og 'En familie' og som den flittige forfatter han er, har han garanteret været med i Berlinalen ved flere lejligheder. Pilou Asbæk havde den ene hovedrolle i Niels Arden Oplevs 'To verdener', der deltog i ungdomskonkurrencen i 2007. Og Så sent som sidste år deltog 61-årige Jesper Christensen i hoevdkonkurrencen i Berlin med en birolle i den internationale thriller, 'Storm'.

Deres fælles film, 'En familie' er en film om menneskelige relationer under pres og er dermed en ganske typisk film for både Kim Fupz og Pernille Fischer Christensen. Den tager udgangspunkt i den dødelige kræftsygdom, der rammer familieoverhovedet i en københavnsk familie, som i tre generationer har drevet et fornemt og kvalitetsbevidst bageri. Alle små opgør og fejder i familie kommer frem i dagslyset mens faderen (Jesper Christensen) bliver mere og mere syg. Især den ældste datter, Ditte, 'fars pige' (Lene Maria Christensen) bliver slået omkuld, da hun netop er blevet tilbudt et godt job i New York og tilmed er blevet gravid i nært samarbejde med kæresten Peter (Pilou Asbæk).

Filmen vil utvivlsomt vække mest opmærksomhed for sin lange beskrivelse af familiefaderens Rikard Rheinwalds død, som Jesper Christensen ligger liv og sjæl i at vise. Men filmen foregår i en konstant balance mellem liv og død, hvor det er livet, der er mest spændende beskrevet. Bagerfamilien Rheinwald er yderst optaget af kvalitet, og scenerne, hvor Fader Rheinwald sviner amerikanske madkultur til for dens overdrevne brug af sukker, og taler længe og entusiastisk om surdejgærs særlige kvaliteter, er ekstremt velfungerende. Der er især helt forbavsende, at en af filmens stærkeste scener er et klip, hvor Rheinwald ligger i sin hospitalsseng og får serveret et almindelig dansk paprundstykke, og han med stor væmmelse knuser rundstykker med sin hånd. Han er måske dødeligt syg, men han ved, hvad et godt liv er. Det er i de scener, hvor familien Rheinwalds fornemmelse for liv bliver beskrevet, at 'En familie' står stærkest. Til gengæld mister den, ironisk nok, intensitet og gnist da Rheinwald bliver så syg, at han trækker familien med ned i et sort hul.

'En familie' får premiere til oktober, men hvis det går rigtig godt mht priser i Berlin, bliver premieren muligvis rykket frem. I denne uges Berlinale-reportage kan man høre Pernille Fischer Christensen og Jesper Christensen fortælle om deres film. Jesper Christensen fortæller bl.a. om den intense og 'meget usunde' slankekur han var på for at lige en kræftsyg og døende mand.

Der er ingen officielle temaer på årets Berlinale, ikke andre end at det er festivalens fødselsdag, men der er alligevel en rød tråd, der springer i øjnene. Den er formentlig helt igennem utilsigtet, men det betyder ikke at den er helt tilfældig eller uinteressant. Den handler om fængsler og straffefanger ...

Indtil videre kan man konkludere, at straffefanger på en eller anden måde er på mode. Martin Scorseses 'Shutter Island', der ganske vist vises udenfor festivalens hovedkonkurrence, foregår blandt indsatte på en anstalt for sindslidende kriminelle - 'the criminally insane', som det hedder på mere farverigt engelsk. I hovedkonkurrencen finder vi Thomas Vinterbergs 'Submarino', hvis to brødre i hovedrollerne begge er i kontakt med fængslet. Den ene af dem, Nick, er således lige kommet ud af fængslet, da filmen begynder. Samme åbning har den norske komedie, 'En ganske snill mann', der begynder da hovedpersonen Ulrich bliver lukket ud af fængslet og derefter skal erfare hvor svært det er at få lov at starte livet på en frisk, når man er stemplet som straffefange. Og minsandten om ikke også iranske Rafi Pitts symbolladede 'The Hunter' har en tidligere straffefange i hovedrollen - og som i 'Submarino' og 'En ganske snill mann' er det en eks-fange, der indser at livet udenfor murene bestemt ikke er nemt. Hans kone og barn bliver dræbt i krydsilden under en demonstration mod det nyindsatte muslimske præstestyre (filmen foregår i 1983), og derefter beslutter vores hovedrolle sig for at hævne sig på politiet. Umiddelbart er det en fascinerende historie og især en fascinerende baggrund for en historie, men der er også noget meget uforløst og alt for åbent og ufærdigt ved Rafi Pitts angreb på det iranske styre.

Også tysk/østrigske Benjamin Heisenbergs 'Der Räuber' åbner med billederne af en straffefange, der bliver løsladt. Det er Johan, en ung mand, der er i den uheldige situation, at kun er lykkelig når hans puls er høj og adrenalinen pumper rundt i hans krop. Han elsker at løbe og løber så ofte han kan, og da han kommer ud af fængslet træner han sig op på et niveau, hvor han er i stand til at konkurrere med de bedste marathonløbere. Men det er ikke nok for ham. Han har også brug for det kick det er at røve banker og mærke pulsen stige når de skræmte bankfolk langer penge over disken mens politiets sirener høres i det fjerne.

Det er en usædvanlig actionfilm, og filmen fungerer klart bedst i de scener, hvor Johan drøner rundt i Wien med politiet - og sig selv - i hælene. Til gengæld har den indlagte kærlighedshistorie noget halvkvalt og postuleret over sig, som om den kun er lagt ind for at have en følelsestung modvægt til Johans evindelig løberi og fysiske udfoldelse.

I det lille uofficielle tema om fængsler og straffefanger mangler vi kun at nævne rumænske Florin Serbans 'If I Want to Whistle, I Whistle', om en ung straffefange, der tager en pige som gidsel få dage før han bliver løsladt fra fængslet. I Want to Whistle, I Whistle' er tidligere blevet beskrevet her på bloggen.

Er der nogen dybere mening med alle de straffefanger i Berlins filmudvalg? Formentlig ikke. Eks-fangerne fungerer blot som det, de altid har været gode metaforer for, mennesker, der er låst og fanget i den moderne verden. Men vi kan ihvertfald konkludere, at straffefanger er på mode.

Der er ingen grund til at pille ved Thomas Vinterbergs glæde over at have sin nye film, 'Submarino', med i hovedkonkurrencen her i Berlin. Han har skabt en film med flere scener, som ihvertfald den her blogger ikke glemmer foreløbig, og som jeg formentlig vil slæbe med mig i baghovedet resten af mine dage. Især scenerne med Martin og hans far har en særlig skrøbelig skønhed og stor styrke. Men det skal nu alligevel nævnes, at det amerikanske brancheblad, The Hollywood Reporter, har disket op med en anmeldelse, der ganske tydeligt understreger, at 'Submarino' er en film, som når hele spektret af holdninger igennem.

Anmelderen Neil Young (nej, det er ikke ham, der bl.m.a. har skrevet 'Like A Hurricane' og 'Cortez the Killer') er ikke begejstret. Han hævder slet og ret, at Vinterberg kun er i Berlin på baggrund af 'Festen's stærke ry og at 'Submarino' formentlig ville have delt skæbne med Vinterbergs forrige film, 'En mand kommer hjem' - dvs at den knap nåede uden for Danmarks grænser - hvis ikke den var blevet udtaget til konkurrence i Berlin. Neil Young brokker sig bl.a. over at der ikke er nogen forklaring på 'Submarino's titel (en form for tortur, hvor man simulerer drukning), at filmens begivenheder er så triste, at det nærmest bliver parodisk og at filmen er næsten fuldstændig blottet for humor eller forandringer i stemninger og tempo. Neil Young slutter endda med at foreslå, at filmen skulle have heddet 'Monotono' ...

Og sådan kan man være så uenige ...

Der skulle gå hele fire dage før der dukkede en skodfilm op i hovedkonkurrencen på årets Berlinale. I almindelighed har niveauet været højt, både blandt de store PR- og glamour-slagnumre som Martin Scorseses 'Shutter Island' og Roman Polanskis 'The Ghost Writer', og blandt de snævre kunstfilm som kinesiske Wang Quan'an 'Apart Together' og rumænske Florin Serbans 'If I Want to Whistle, I Whistle'.

Men så kom skodfilmen, japanske 'Caterpillar'. Det er en anti-krigsfilm - og dem kan der som bekendt ikke laves nok af - men i forhold til hvor mange film, der på aldeles overbevisende vis har gjort opmærksom på krigens gru og absurditet, flytter 'Caterpillar' intet. Det er en beretning om en ung japansk soldat, der vender hjem fra 2. verdenskrig som en grøntsag - uden arme og ben, med et ar i hele den ene side af hovedet og uden evnen til at tale. Det eneste, der som sådan fungerer på ham er hans grundlæggende instinkter og den basale motorik, såsom at få erektion.

Hans kone er forfærdet ved synet, hvilket filmens instruktør, Koji Wakamatsu, understreger med en lang skrigende og overspillet løbetur ud i rismarkerne. Fra det punkt flytter filmen sig ikke. Konen lærer at leve med sin 'sommerfuglelarve' af en mand, som ikke laver andet end at spise, sove, tisse og bolle. Han er et fint lille symbol på menneskets degeneration efter en krig. Men filmen har ikke mere at byde på. Vi ved allerede at både mand og kone er ødelagt af krigen - og det udsagn underbygger filmen ikke, uanset hvor meget manden raller og konen skriger resten af filmen. I det hele taget er skuespillet overgjort og forfærdeligt. Det er altid sundt at få gjort opmærksom på hvor rædselsvækkende krig af, men det hjælper med nogle nye pointer og figurer, der kan sætte tankerne igang.

Den her bloggers personlige favoritter på Berlinalen har indtil videre været Thomas Vinterbergs 'Submarino' og amerikanske Rob Epsteins og Jeffrey Friedmans dramatiserede dokumentar, 'Howl', om den amerikanske beat-poet Allen Ginsberg og hans digt af samme navn. Det er en slags rekonstruktion af hele digtets historie, baseret på interview med Ginsberg, på udskrifter fra den retssag, der fulgte digtets udgivelse i slutningen af 50'erne og på selve det lange digt. Man ser kun Ginsberg selv på billeder i starten og i slutningen af filmen. Resten af filmen bliver Ginsberg spillet af skuespilleren James Franco, der ord for ord genopfører forskellige autentiske interview med Ginsberg. De klippes sammen med stillbilleder fra den virkelige verden, med en dramatisering af retssagen mod Ginsbergs forlægger (der blev anklaget for at udgive obskøne og skadelige skrifter) og med en række små tegnefilm, som forsøger at give digtet liv.

Alt i alt giver den særlige dramatiserede dokumentar et meget stærkt og livligt billede af de tanker, Ginsberg arbejdede med, da han skrev digtet, og af hele grundlaget for den beat-generation, der opstod i USA i 1950'erne. Det er både en original dokumentarisk form og en sprællevende film om hvordan kunst og kreativ tænkning opstår.

Berlin-festivalen fylder halvrundt i år. 60 filmfestivaler er det blevet til, siden det amerikanske militær tog initiativ til festivalen i oktober 1950. Sådan noget skal jo fejres, især fordi festivalen med stor succes har manifesteret sig som Europas næstvigtigste og -største filmfestival under den nuværende leder, Dieter Kosslick, der tilmed er berømt og berømmet som en evigtgrinende festoriginal med farvestrålende halstørklæder som supplement til de obligatoriske jakkesæt.

Besynderligt nok er det lidt svært at få øje på festen i år. Der er ikke noget stort opbud af amerikanske filmstjerner, der er ingen større fester eller ekstra balloner i bybilledet for ligesom at markere noget særligt. I betragtning af hvor enorm eksponering Berlinalen fik forrige år, da Martin Scorseses Rolling Stones-film, 'Shine A Light', åbnede festivalen og var på avisforsiderne verden over, har Kosslick gjort forbavsende lidt ud af at fyre årets Berlinale af med et brag. Den mest omtalte stjerne på festivalen i år er ironisk nok en mand, der ikke kan være her, nemlig instruktøren Roman Polanski, der tøffer rundt i en lejlighed i Schweiz med en lænke om foden og et forbud mod at gå nogen steder. Det er Berlinalens største slagnummer på sin fødselsdag: En 76-årig mand, der ikke kan være tilstede, fordi han skal retten for at have haft sex med en 13-årig pige for 37 år siden. Hvem sagde fest?

Det eneste synlige tegn på at Berlinalen fejrer sig selv, er den respektive serie, der ruller sideløbende med alle konkurrencefilmene og premiererne. Det er en ganske sober og fornuftig måde at fejre sig selv på, men den er også meget indadvendt, hvilket er ganske usædvanligt for Kosslicks festival. Den retrospektive serie byder på klassikere og film, der har betydet noget i Berlin-sammenhæng som Michelangelo Antonionis 'Natten', Michael Cimonos 'The Deer Hunter', Jean-Luc Godards 'Åndeløs' og Nagisa Oshimas 'I sansernes vold'. Og i midt i det hele finder man minsandten den danske film, 'Drømmen', der for 4 år siden vandt en krystalbjørn i festivalens børnekonkurrence, selvom instruktøren Niels Arden Oplev altid har benægtet, at den skulle være en børnefilm. Hvad laver den i så fint selskab? Måske er de bare rigtig glade for 'Drømmen' i Berlin. Måske er der nogen, der kan huske at filmen fik et flere minutter langt og stormende og trampende bifald, da den blev vist for Berlins børn i biografen Urania i 2006. Ihvertfald er filmen ikke bare med i det retrospektive program - seriens plakat består også af et billede af hovedskuespilleren Janus Dissing Rathke, der glad hopper højt op i luften på en sensommergul kornmark og med en sommerblå himmel som baggrund.

Det retrospektive program er iøvrigt sammensat af en af Englands mest respekterede filmkritikere og -historikere, David Thomson, der er genstand for en beundring, som det er meget svært at finde et dansk modstykke til. Ret meget finere bliver det næsten ikke.

I mange år har filmverdenen holdt nallerne fra den potentielt sprængfarlige situation i Israel og Palæstina. Men nu ser konflikten i mellemøsten nærmest ud til at komme på mode. Måske var det Steven Spielberg, der banede vejen med sin klarsynede og begavede 'München' fra 2005. Senere har vi set konflikten under behandling af glimrende palæstinensiske film som 'Paradise Now' (2005) og 'Lemon Tree' (2008), og så venter vi iøvrigt på at den fremragende, delvist danskproducerede israelske dokumentarfilm, 'Defamation', får dansk premiere.

Ifølge de amerikanske brancheblade, der bliver produceret dagligt under Berlinalen, bugner filmverdenen nærmest med projekter som fortæller historier omkring konflikten. Det mest kontroversielle af projekterne er sandsynligvis 'The Promised Land' af den engelske instruktør Michael Winterbottom, der aldrig har været bange for at stikke fingrene ind i brandfarlige emner, såsom hysteriet i jagten på muslimske terrorister med 'Road to Guantanamo'. I de her dage deltager Winterbottom i Berlin med sin krimi, 'The Killer Inside Me', der har vakt postyr pga af sine brutale vold mod kvinder.

'The Promised Land' beretter om månederne inden staten Israels dannelse i 1948, og det forventes at beskrivelsen af de militante israelske grupper, der udførte voldsomme terrorangreb mod det britiske militær og palæstinenserne, vil skabe kontroverser.

Udover Winterbottoms 'The Promised Land' beretter bladet Variety, at amerikaneren Julian Schnabel (ham med ‘Dykkerklokken og sommerfuglen') er ved at være færdig med sin Miral, baseret på en sandfærdig historie om en palæstinensisk sygeplejerske, der etablerede et hjem for forældreløse børn i Jerusalem i 1948. Derudover skal Helen Mirren spille hovedrollen i en film om en jødisk kvinde, hvis datter bliver dræbt da hun som journalist dækker konflikten på Gaza-striben. Og endelig er serbiske Emir Kusturica i gang med at forberede 'Cool Water' om to palæstinensiske brødre, der forsøger at smugle deres døde far fra Jerusalem til Ramallah med både det israelske politi, den russiske mafia og en terrorgruppe på nakken.

I løbet af de næste uger vil medierne gjalde af råb som 'Thomas Vinterberg er tilbage' eller 'Thomas Vinterberg er tilbage i fin form' eller 'Nu begynder Festen igen'. Det kor kan den her blogger ikke deltage i. Jeg hører nemlig til den ganske lille skare af filmkritikere, der IKKE mener, at det gik galt for stakkels Vinterberg efter succesen med 'Festen', men at den meget ambitiøse opfølger, 'It's All About Love', var en sær og fascinerende film, og at 'Dear Wendy' var en både poetisk og tankevækkende film om menneskets kærlighed til våben.

Men i almindelighed er gulddrengen Vinterberg blevet udråbt til noget nær et one hit-wonder, der for evigt må kæmpe forgæves med at leve op til sin tidlige succes med sin kun anden film. Nu, hvor hans nye og sjette film, filmatiseringen af Jonas T. Bengtssons 'Submarino', er udtaget til hovedkonkurrencen på en fin festival som Berlinalen, er der den onde ånd over Vinterberg allerede skræmt væk, og det er svært at forestille sig andet, end at 'Submarino' får fornemme anmeldelser, når den får dansk biografpremiere den 25. marts. Det er et hjerteskærende og medrivende drama, der er velspillet på alle leder og kanter, og fuld af stinkende stemning fra Københavns mindre fornemme gader.

Som de talrige læsere af Bengtssons roman vil vide, er 'Submarino' historien om to brødre fra Københavns Nordvestkvarter. Deres mor er alkoholiker og ude af stand til at tage sig af drengene, der tilmed må agere som børnepassere for deres spæde lillebror. Det går galt,og hermed er kimen lagt til et traume, der vil forfølge de to mænd resten af deres tilværelse. Storebror Nick drikker bajere som andre drikker vand og ryger ud og ind af fængslet, mens lillebror bliver junkie og får sig en dreng med sin junkie-kæreste - som senere bliver dræbt af et 'motorsvin'.

Det er Vinterbergs store fortjeneste, at Nordvestkvarterets mindst kønne sider bliver beskrevet så man fornemmer og mærker det, uden at der går overdrevet socialrealistisk elendighed eller rendestensromantik à la Erik Clausen i det. Nordvest er ganske enkelt 'bare' den håndgribelig ramme om historien om to unge mænd, den hårde, nøgterne Nick og den mere følsomme lillebror, der elsker sin 5-årig søn over alt andet og som begynder at sælge stoffer for at sikre drengen et godt liv.

Jakob Cedergren og Peter Plaugborg spiller de to brødre med hele deres krop. Det stærkeste og mest nærværende element i deres personlighed ligger nærmest i deres gangart: Cedergrens muskuløse og standhaftige, men alligevel sejlende og langsomme skridt, og Plaugborgs krumryggede, foroverbøjede og stavrende søvngængergang. En scene, hvor lillebror henter sin søn i børnehaven mens han tydeligvis er på en heftig nedtur ovenpå et fix, og mest af alt ligner et spøgelse, er både fantastisk og uendelig trist på samme tid takket være Plaugborgs kropssprog.

'Submarino' blev vist igår ved den første visning for 'den daglige presse', og det var ikke umiddelbart til at fornemme om stemningen var positiv eller negativ hos de udenlandske journalister. I dag, lørdag, er der gallapremiere - og så får vi et hint om hvorvidt Vinterberg for alvor er tilbage på de røde løbere ...