Det er meningen, at det her skal være en anmeldelse af Lars von Triers nye film, 'Antichrist'. Beklager, det kan ikke lade sig gøre. Man kan ikke anmelde den film. Det giver ikke nogen mening at stille spørgsmålet 'er det en god film eller ej?' Den film ligger fuldstændig udenfor sådan en tankegang. Det ville være helt grotesk hvis nogen fik lyst til at sige 'hold kæft, hvor er det en fed film' efter at have set 'Antichrist'. Hvis ikke omkring 9 ud af 10 mennesker hader 'Antichrist' af et inderligt hjerte, er der noget, der er helt, helt galt. Alene titlen fortæller os, at det her ikke er en film, der skal holdes af og nydes. Hvordan skal man kunne stille spørgsmålet 'er det en god eller dårlig film' til sådan en film?
Det er heller ikke meningen, at man skal have et handlingsreferat af 'Antichrist'. Man kan få at vide, at filmen handler om et ægtepar, der mister deres lille, ca. 2-årige dreng, og at de bagefter tager ud i en skovhytte for at bearbejde deres sorg. Men hvis man begynder at fortælle mere, spolerer man oplevelsen. Det er meningen, man skal komme nøgen til 'Antichrist'. Man skal være fuldstændig uforberedt på den. Man må gerne få at vide, at filmen er en gyser. Man må også godt få at vide, at parrets barn faldt ud af et vindue mens forældrene havde sex - men så heller ikke meget mere.
Selvfølgelig afslører titlen, at vi er ude i et opgør med kristendommen. Og den afslører, at filmen gør op med gængse forestillinger om Godt og Ondt. Og at filmen hælder til Ondskabens side. Men resten skal man selv møde og se i øjnene.
Det her er altså ikke en anmeldelse af 'Antichrist'. Ikke en anmeldelse i gængs forstand eftersom filmen stiller sig udenfor alt andet. Teknisk set er det en gyserfilm, men det er en gyserfilm, der er vredet fuldstændig af led og gjort til noget helt andet. Det har intet at gøre med underholdning eller tidsfordriv. Det er overhovedet ikke en film, man slapper af med eller nyder. Det er en film, der stiller sig et sted langt udenfor det, vi normalt opfatter som film. Man kan med rette hævde, at det slet ikke er en film, men snarere det, man med et slidt udtryk kalder et kunstværk. Det er et rum, man går ind i og kommer mærket ud af. Man kan blive forvirret, frustreret, beruset, chokeret, vred eller ulykkelig eller det hele på én gang. Men man kan ikke være uberørt af 'Antichrist'. Man kan ikke være helt sammenhængende i hovedet, når man har set den.
Hvis man afviser filmen som en omgang fjollede, blodige provokationer, er en man en stor kujon. Det er for nemt og for tyndt. Så tør man ikke se bæstet i øjnene. Så er det fordi man ikke tør at blive udfordret. Der er helt afgjort billige og nemme provokationer i 'Antichrist'. Og der er helt afgjort elementer af infantil plathed. Bare det, at lade et barn dø inden for filmen første 5 minutter, er for nemt. Men elementerne giver mening i forhold til det omvendte, onde univers Lars von Trier fremmaner i filmen. De er en logisk del af von Triers drilske tankegang.
Der er ingen tvivl om at Lars von Trier er syg i roen - men på den fede måde, naturligvis. Er Lars von Trier gal eller genial? Begge dele, selvfølgelig. Han angriber sit vanvid med både humor, ironisk distance og et enormt overskud i 'Antichrist'.
Hvis man er af den mest jordnære type, kan man opfatte 'Antichrist' som en nogenlunde ren gyserhistorie om en person, der bliver vanvittig mens vedkommende skriver speciale. Men der er ufattelig meget andet i 'Antichrist'. Der er ikke mindst en meget, meget kraftfuld alternativ beskrivelse af Moder natur som et mordlystent bæst. Aldrig har trætoppe, der står og svajer i vinden, haft så stærk en lighed med gigantiske fangarme med en basal lyst til at dræbe. Selv ikke nok så mange katastrofefilm kan give samme fornemmelse af at mennesket har grund til at frygte naturen - ikke have respekt, men frygte.
Den side af 'Antichrist' serverer Lars von Trier umanerligt virtuost med nogle billeder, der simpelthen er enestående i filmhistorien. Der er helt usædvanlige billeder og billeder af ufattelig skønhed. Der er billeder og sekvenser, som på samme tid er ufatteligt modbydelige og utroligt smukke, og det sammenstød, de to kontraster har, giver en helt særlig stemning, der er meget svær at ryste af sig igen.
Det her er altså ikke nogen rigtig filmanmeldelse. Det er et slags forsøg på at holde redde på hvad 'Antichrist' er for en størrelse. Som altid hos Lars von Trier, er der ekstremt mange lag at grave i, inklusive humor, ironisk distance og barnagtigheder. Men sjovt nok er det for en gangs skyld utrolig nemt at uddele en karakter. Der er ikke nogen vej udenom at give 'Antichrist' topkarakterer. Hvis man er af den opfattelse, at filmmediet er en levende størrelse, der skal udvikles og forandres, skal 'Antichrist' have topkarakter. 'Antichrist' stikker ud som noget helt nyt, noget vi ikke har set før. Den er så aparte for vores sanser og tankegang, at vi ikke kan forholde os til den, som vi plejer at forholde os til en film. Hvis ikke sådan en film skal have topkarakter, giver det ikke nogen mening at uddele karakterer.