I 'Louise Michel' sender instruktørerne Gustave Kervern og Benoît Delépine sine to hovedpersoner ud for at myrde de skruppelløse forretningsfolk, der havde lukket en fabrik uden at skænke arbejderne en tanke. Og i 'Micmacs a Tire-Larigot' lader Jean-Pierre Jeunet sin hovedperson tage hævn over to våbenproducenter, der er skyld i nød og elendighed i hovedpersonens liv. Umiddelbart ligner det en lille trend i de to nye komedier, 'Louise Michel' og 'Micmacs a Tire-Larigot': Den store liberale forretningsverden skal bekæmpes med humor og komik.

Men nej, venstrefløjen er ikke ved at samle sig for at ændre verden med humor. Det benægtede Jean-Pierre Jeunet, da han gav interview for den europæiske verdenspresse søndag eftermiddag i Paris. Jeunet, der er blevet et verdensnavn med film som 'Delicatessen' og 'Amelié fra Montmartre', opfatter ikke selv sin 'Micmacs a Tire-Larigot' som en politisk film. Han fik idéen til filmen under indspilningen af 'Delicatessen', hvor han og hans filmhold spiste på en restaurant, hvor også arbejderne på en våbenfabrik provianterede. Og det slog Jeunet og hans filmhold, at våbenfabrikkens arbejdere opførte sig som alle andre mennesker. Havde de ikke dårlig samvittighed? Følte de ikke skam over at producere et produkt, der senere ville dræbe eller invalidere et andet menneske? Tilsyneladende ikke.

Dermed fik Jeunet idéen til historien om Bazil, hvis far omkommer, da han skal afmontere en landmine, og som selv er ved at dø da en flok gangstere skyder uden for den videobutik, Bazil arbejder i. Bazil får en vildfaren kugle i panden og mister job og hjem. Han må leve som hjemløs indtil han bliver samlet op af en spøjs gruppe af excentrikere og særlinge, der bor i et hus af affald og som tillige samler skrammel og genbruger det til nye, opfindsomme opfindelser. Takket være den lille flok kan Bazil planlægge og udføre sin hævn mod to aldeles skruppelløse våbenproducenter.

Som det måske fremgår, er 'Micmacs a Tire-Larigot' en rigtig Jeunet-film, der ligger et sted mellem 'Delicatten' og Jeunets spillefilm nummer to, 'De fortabte børns by', og som med sine opfindsomme og hjemmestrikkede aktioner minder ikke så lidt om Olsen-Bandens gamle eventyr. Men det er desværre også så typisk en Jeunet-film, at den mest ligner gentagelser. De excentriske skraldesamlere finder på den slags hyggelige og sjove dimserier, der var så overraskende og nytænkende i 'Delicatessen, men som her bliver lidt anstrengt rutine. Jeunet hævder selv at have brugt 4 år på manuskriptet, men det virkere snarere som om historien er lemfældigt skruet sammen i huj og hast, hvorefter Jeunet er gået igang med det, der egentlig interesserer ham, at lave dimser, der kan noget sjovt og finde på finurlige kameragange og pudseløjerlige stunts. I lange passager af filmen virker det som om Jeunet har fortabt sig i sine pudseløjerlige trademarks og glemt fremdriften i historien.

Det havde måske klædt Jeunet virkelig at lave en politisk film ... 'Micmacs a Tire-Larigot' har dansk premiere til marts.

'Vil Rune Kristensen levere et argument, der ændrer min klare forestilling om hvordan dansk film vil klare sig uden støtte fra den danske stat?' Sådan spurgte jeg her på bloggen for et par uger siden, inden jeg cyklede afsted for at basere et helt tema i Filmland på P1 på Kristensens krav om at få fjernet statsstøtten til dansk film. I august var Rune Kristensen og de øvrige KU'ere blevet enige om, at det ikke længere burde være muligt at få støtte til at producere og lancere film i Danmark, og det forekom mig at være et fint udgangspunkt for en diskussion om den lille halve milliard, den danske filmbranche støttes med hvert år. Hvis ikke Kristensen ligefrem kunne overbevise alle andre om at filmstøtten skulle fjernes, kunne filmbranchen måske diske op med nogle gode og tankevækkende pointer om hvorfor filmstøtte er nødvendig. Vi lever trods alt i en tid, hvor selv de amerikanske produktionsselskaber er så ræd for ikke at tjene pengene ind igen, at de ikke tør satse på ny idéer og koncepter, men baserer filmene på velkendte brands som Transformers og Batman. Temmelig meget tyder på at filmproduktion langtfra er den gode forretning det var dengang, der hverken fandtes tv, computerspil eller organiseret pirateri.

Det lykkedes ikke landsformanden for KU, Rune Kristensen, at komme med et argument, der væltede danske filmbranches krav om støtte. Det kan jeg vist roligt konkludere uden at fornærme nogen, også Kristensen selv. Til gengæld kan det godt være, at jeg fornærmer KU's formand ved at slå fast, at KU's ønske om at fjerne filmstøtten ikke (overhovedet ikke) er bygget på en dyb indsigt i hvordan filmverdenen hænger sammen, men i ren ideologi og en plan om at gøre op med mange års socialdemokratisk formynderi. Kristensen er overbevist om at dansk film kan klare sig uden statens indblanding fordi danskerne vil få de film, danskerne gerne vil have, hvis staten blander sig udenom. Og hvis filmbranchen gør opmærksom på, at selv ikke de mest publikumsleflende og behagesyge danske film (såsom 'Mine søsters børn'-serien) kan produceres uden statsstøtte, så tror Rune Kristensen ikke på det. For ham er det oplagt, at filmbranchen vil have støtte. Det svarer til at spørge en studerende om vedkommende kan leve uden SU - naturligvis vil den studerende svare nej, lyder KU'erens argument.

Det er naturligvis muligt, at filmbranchen ikke er de mest pålidelige sandhedsvidner når det gælder filmstøtten. Men listen over indicier på at filmstøtten er umulig at undvære, hvis Danmark skal være et filmland af betydning, er meget, meget lang. Fx er det ekstremt få danske film, der produceres uden filmstøtte og henter pengene hjem igen i biograferne. En tommelfingerregel i branchen siger, at 50.000 mennesker skal i biografen, hvis der skal hentes én million kroner hjem igen, og da en dansk film i gennemsnit koster 15 mio kroner, kræver det rundt regnet 750.000 billetkøbere at få forretningen til at løbe rundt. Så højt et billetsalg har ingen dansk film nået i mange år. De seneste års største succes, 'Flammen & Citronen', opnåede 667.000 biletter, mens en kæmpesucces som 'Far til fire gi'r aldrig op' til sammenligning nåede 511.258 i 2005. En af de få film, der har opnået succes uden en krone i støtte i de seneste år, er komedien 'Blå mænd', og den er bestemt en enestående succeshistorie i moderne dansk film. Som filmproducent Peter Aalbæk Jensen sagde i Filmland den 16.9.: 'Det kan ikke lade sig gøre at lave brede kommercielle film i Danmark uden filmstøtte'. Og dermed kan vi også konstatere, at det slet ikke kan lade sig gøre at lave 'seriøse', kunstneriske film uden filmstøtte.

Hvad lærte vi så at temaet 'Hvad skal vi med filmstøtten?' i Filmland den 16.9. Blev vi klogere? Det kommer vist an på så meget, ikke mindst på politisk holdning. Såvidt jeg ved, er Rune Kristensen ikke holdt på med at plædere for at afskaffe filmstøtten. Den her filmnørd er ikke det mindste i tvivl efter at have gravet lidt i emnet: dansk film vil knap nok eksistere uden filmstøtte.

Jeg var i dyb tvivl, da jeg så 'A Serious Man', den nye film af brødrene Ethan og Joel Coen. Men så snart jeg satte mig ned og begyndte at tænke filmen igennem for at skrive en anmeldelse, faldt det hele fuldstændig på plads i mit hoved. Filmen hang sammen i enhver sammenhæng. Manuskriptet var fuld af begavede finter og rebusser, der tilsidst mødtes i en meget åben og alt andet end happy slutning. Og filmens beskrivelse af et jødisk forstadsmiljø anno 1967 var så konsekvent, detaljeret og gennemarbejdet, så jeg ikke kunne huske at have set noget lignende. Flere af de begivenheder, som kedede mig lidt eller som jeg ikke fangede undervejs i filmen, fandt sammen i min hjerne.

Som man kan læse i min anmeldelse på filmlands hjemmeside, endte jeg med at tildele 'A Serious Man' 5 pile ud af 6 mulige. I princippet er karakteruddelingen rimelig ligegyldig. Det er bare en vejledning og service, og 'A Serious Man' er stadig en usædvanlig god og gennemtænkt film uanset om den får 5 og 6 pile. Men der er jo noget særligt ved at uddele 6 pile og hylde en film som noget ganske enestående. Derfor sidder jeg her og funderer over om 'A Serious Man' rent faktisk skulle have haft topkarakter. Jeg spekulerer endda over om det er den bedste film af brødrene Ethan og Joel Coen. Det er selvfølgelig også en forholdsvis ligegyldig overvejelse. Hvorfor skulle det være relevant om 'A Serious Man' er bedre end 'Barton Fink', 'Fargo', 'The Big Lebowski', 'No Country for Old Men' og brødrenes mest undervurderede genistreg, 'Burn After Reading'? Det er ganske forskellige film som er værd at nyde værd for sig for deres exceptionelle filmhåndværk, sindrigt udtænkte manuskript, knastørre humor og store detaljerigdom. Det er ren filmnørderi at diskutere den slags. Det er irrelevant. Men det er sjovt. Lige så sjovt og absurd som at diskutere om Michael Laudrup var en bedre fodboldspiller end Zinedine Zidane.

Som sædvanlig har flere dansk anmeldere konkluderet, at 'A Serious Man' ikke er Coen-brødrenes bedste film - som om 'Fargo' og 'The Big Lebowski' er en slags hellig ur-tilstand, som Ethan og Joel Coen aldrig kan nå tilbage til. Det er jeg bestemt ikke sikker på, at jeg er enig i. 'A Serious Man', brødrenes 14. film, er ikke så morsom som 'Fargo' og 'Lebowski', men historien er langt flottere afrundet og skruet sammen end i Lebowski og derudover har filmen en så elegant og gennemtænkt balance mellem humor og alvor, at det er usædvanligt for selv Coen-brødrene. 'A Serious Man' ligner for så vidt en Dan Brown-bog. Den hiver fat i gamle tegn, traditioner og betydninger i Jødedommen og lader hovedpersonen Larry Gopnik ta' på en fortvivlet rejse gennem sin jødiske baggrund. 'A Serious Man' er bare langt mere underspillet og helt uden den facitliste, der får det hele til at hænge sammen, i slutningen - hvis der findes noget, der er det modsatte af en facitliste, er det sådan en, der ligger i slutningen af 'A Serious Man'. Man bliver fortumlet og forundret, da slutteksterne ruller henover lærredet efter 'A Serious Man', men det giver smuk mening. Det er formidabelt skruet sammen.

Jeg glæder mig til at se 'A Serious Man' igen. Jeg kan næsten ikke vente med at se 'A Serious Man' igen. Og når jeg har gjort det, er det meget, meget tænkeligt, at der står 6 pile på Filmlands hjemmeside istedet for 5.

Så har jeg pakket kufferten og påbegyndt min rejse mod Danmark for at klippe en spritny udgave af Filmland til fredag den 11. september. Den kommer til at indeholde en grundig rapport fra årets Mostra i Venedig, bl.a. et stort interview med den danske instruktør, Nicholas Winding Refn, og hans stjerne fra filmen 'Valhalla Rising', Mads Mikkelsen. Men tillad mig at gøre status inden jeg rejser. Her er en top 10 over mine største oplevelser i år.

1. Scenen i fremtidsdystopien 'The Road', hvor Viggo Mortensen og hans søn begiver sig ned i en kælder under et stort hus i håb om at finde mad, og støder ind i et helt andet slags spisekammer: nøgne og forhutlede mennesker, der er 'spisekammer' for en lille bande. Føj for den lede for et fremtidsscenario.

2. Venedig i almindelighed. Jeg elsker den by. Jeg ved, at andre hader den for dens frilandsmuseale karakter og alle turisterne, men tag en sejltur ud i solen og lagunen. Det emmer af historie og kultur.

3. Scenen i 'Lourdes', hvor hovedpersonen Christine mirakuløst er blevet helbredt for sit handicap, og ikke møder glæde og eufori, men misundelse og mistro. Det er en utrolig præcis kommentar til menneskehedens forhold til fænomenet tro.

4. Publikums jubel efter pressevisningen af Michael Moores 'Capitalism - A Love Story', der går til angreb på den grådige kapitalisme i USA. Man kunne næsten høre salen sukke 'så fik de svin endelig, hvad de havde fortjent'.

5. En omgang sorte Canneloni med ricotta-ost og tigerrejer på det lille, hyggelige spisested, Enoteca San Marco på Frezzeria 1610 vest for Markuspladsen. Herlig mad og vin. Rimelige priser. Det er hermed anbefalet.

6. En veloplagt, jordnær og sympatisk Mads Mikkelsen, der entusiastisk fortalte løs om arbejdet med Nicholas Winding Refns 'Valhalla Rising'.

7. Scenen, hvor en personbil er kørt galt efter at være hamret ind i en krokodille midt på landevejen i Werner Herzogs 'Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans'. Det ser helt vanvittigt ud.

8. Scenerne i Todd Solondz 'Life During Wartime', hvor den nervøse Joys afdøde eks-kæreste dukker op og insisterer på at genoptage deres forhold. Det er sort humor på højt plan.

9. Scenen i 'Bad Lieutenant', hvor Nicolas Cages politimand, der er vind og skæv på stoffer, stikker en pistol i næsen på to gamle kvinder og anklager dem for at være 'alt det, der er i vejen med USA for tiden'. Syg humor på højt plan.

10. En omgang gnocchi med krebs og grønne asparges på Ristorante de Stefano. Tjeneren væltede en flaske vand på et nabobord og virkede beruset, men maden var billig og forbilledlig. Desværre kunne jeg ikke finde den lille gyde, hvor restauranten lå, igen.

Calle della Morte. Dødsstræde. Det hedder den sgu'. Lige ved den fineste og hyggeligste lille plads, hvor forældre sidder med klapvogne og legende børn. Den ville aldrig gå i Danmark.

Det plejer at være festivalen i Berlin, der står for de store politiske paroler og opgør med verdenssituationen, men det har de åbenbart tænkt sig at gøre noget ved i Venedig. Festivalen i år har budt på flere film med et klart politisk indhold og andre med en politisk undertone. Mest åbenlys er Michael Moores 'Capitalism - A Love Story', der blæser til oprør mod en kapitalisme, som i Moores øjne har fået lov at gå amok i grådighed. Og at dømme ud fra den velvillige og åbne modtagelse filmen har fået her i Venedig, er han langtfra ene om det synspunkt.

Moores landsmand, Oliver Stone, har også tænkt sig at pille ved verdenssituationen - eller ihvertfald pille ved det billede, de amerikanske medier tegner af den socialistiske venezuelanske præsident, Hugo Chavez. Derfor rejser Oliver Stone til Venezuela og til en stor del af det øvrige Sydamerika, som efter mange år under USA's overvågning (nogen vil sige kontrol) har oplevet en blød og stille socialistisk revolution. I dokumentarfilmen 'South of the Border' besøger han ikke bare Chavez, men flere af regeringslederne i hans nabolande for at tegne et portræt af manden, som man opfatter ham i Sydamerika, ikke i USA. Ikke overraskende er det et mere positivt billede. Chavez dukker iøvrigt også op i Venedig i forbindelse med filmen. Et statsbesøg i forbindelse med en filmfestival!?! Kom ikke og sig at Mostraen i Venedig er ved at gå nedenom og hjem ...

Med til venstredrejede politiske oprør i Venedig hører også den svenske dokumentarfilm, 'Videocracy', hvor den svenske italiener, Erik Gandini, går i kødet på den italienske regeringsleder, Silvio Berlusconi, og hans brug af medierne som chef for mediekoncernen RAI. Berlusconi og RAI har nægtet at sende traileren til filmen på kanalens reklamesports, men det har ikke forhindret filmen, der har fået italiensk premiere i forlængelse af festivalen, i at gå direkte ind på en 4. plads på filmhitlisten. En anden højrepolitiker, Alessandra Mussolini, barnebarn af diktatoren Benito Mussolini, har lagt sag an mod den rumænske film, 'Francesca', der handler om rumænere i Italien. Mussolini har tilsyneladende udtalt, at rumænerne 'har voldtægt i deres DNA', hvilket rumænerne i filmen ganske indlysende er oprørte over. En af figurerne kalder derfor en 'luder'. Det har fået Mussolini til at lægge sag an mod 'Francesca' i et forsøg på at stoppe de to visninger af filmen på festivalen. Tidligere har Silvio Berlusconi i øvrigt rost festivalens åbningsfilm, Giuseppe Tornatores 'Baaria', for dens - ifølge Berlusconi - 'antikommunistiske synspunkt'. Og så fik vi igen understreget at filmfestivalen i Venedig stadig er en kulturel - og politisk - magtfaktor.

Tilsidst mangler vi at nævne amerikanske Steven Soederberghs 'The Informant!', der bygger på den virkelige historie om en mand, der forsøgte at lyve sig til magten i et stort firma og derfor optrådte som stikker for FBI. Filmen er en komedie, men der er ikke så lidt politisk kommentar i den her ublu og grådige Stein Bagger-type, der vil til tops, uanset midlerne.

Ved årets festival i Cannes hævdede festivalleder Thierry Frémaux at fremtidens film kommer i Asien. Det tillod jeg mig at være temmelig kritisk overfor allerede inden festivalen i Cannes gik igang. I mine øjne havde især koreansk, japansk og kinesisk film en opblomstring fra midten af 1990'erne frem til cirka 2006-7, men siden er der ikke sket meget (for ikke at sige spor) nyt. Ganske vist rører små filmnationer som Philippinerne, Thailand og Singapore på sig og Indien er så småt ved at bryde ud af deres gamle Bollywood-musical-tradition, men så er der vist heller ikke mere spændende at få øje på i Asien. Beklager. Både koreansk og japansk film er i en voldsom økonomisk og kreativ krise. Hong Kong er gået temmelig meget i stå.

Den opfattelse ændrede Cannes-festivalen ikke ved, og det gør årets festival i Venedig så absolut heller ikke . Mostraen i Venedig har traditionelt markeret sig som Porten til øst, efter den gode tradition som den gamle venetianske eventyrer, Marco Polo, startede, men de 4 asiatiske film, der er præsenteret i hovedkonkurrencen, har bestemt ikke været prangende. Jeg har allerede beskrevet Shinya Tsukamotos 'Tetsuo the Bullet Man', som mest af alt var et nostalgisk tilbageblik på 80'ernes cyberpunk. Derudover byder Venedig på taiwanesiske Yonfan (han har åbenbart kun ét navn) og hans 'Prince of Tears', et stort historisk drama baseret på instruktørens egne oplevelser fra dengang Taiwan var et helle for højreorienterede kinesere, der flygtede fra kommunisterne på fastlandets Kina. Det var ikke sjove oplevelser. Det paranoide styre på Taiwan arresterede og henrettede åbenbart tusinder af mennesker ud fra latterligt svage indicier om landsforræderi. Det viser 'Prince of Tears' med stor overbevisning, men den viser til gengæld ikke spor andet. Det er et højstemt melodrama, der ikke interesserer sig spor for sine figurer og deres psykologi, kun for sine storladne billeder af Taiwans natur og sin pompøse musik.

I den helt anden grøft er 'Between Two Worlds' af Vimukthi Jayasundara fra Sri Lanka. Det bedste man kan sige om den film er, at den har nogle smukke og originale billeder af Sri Lankas natur og at den fungerer efter drømmelogik og ikke en traditionel fortælledramaturgi. Og så har vi også været meget venlige. Jayasundara, der før er blevet prisbelønnet i Cannes, forklarer selv i pressematerialet, at filmen handler om mennesket, når det befinder sig i den vilde Moder Natur, hvor ur-kræfter, mysterier og spøgelser hersker. Det forklarer selvfølgelig hvorfor den røde tråd med en ung mand, der stikker af fra et oprør i en storby og havner i en mareridtsagtig og vild natur, ikke giver nogen tydelig mening. Men Jayasundara får aldrig skabt en sammenhæng eller en tematik, der virker fascinerende eller forførende. Cirka midtvejs i filmen kravler en papegøje ud af et bur og rører ved en lille grøn bog i en bunke af grønne bøger. En ældre mand åbner bogen, tager et kort ud og fortæller hovedpersonen, at han vil få et godt liv - om 26 dage vil hans højeste ønske gå i opfyldelse. I næste scene banker den unge mand en kvinde til blods ved at slå hende i hovedet med en stor sten. Sådan er 'Between Two Worlds' hele vejen. Hvem fanden kan få det til at give mening ...?

Det går bedre for den sidste asiatiske film i bunken, 'Accidents' af Hong Kong-kineseren Soi Cheang. Det er typisk Hong Kong-action, en stilig og elegant spændingsfilm med en klar og tydelig idé. En ung mand har specialiseret sig i at udføre lejemord ved at maskere dem som tilfældige uheld på gaden. Men da en af hans medarbejdere en dag bliver dræbt ved noget, der ligner et uheld, er han overbevist om at nogen forsøger at komme ham til livs. Det er et smågenialt plot. Hvis et mord skal ligne et uheld, ligner ethvert uheld jo et mordforsøg! Men er det også et mordforsøg eller bare et uheld vores hovedperson har været udsat for? Det plot leger 'Accidents' aldeles overbevisende med i den første times tid, men så går luften af ballonen. Mordforsøgene/uheldene bliver så kunstfærdige, at de er umulige at ta' alvorligt, og slutningen på filmen fiser ud i det rene ingenting. Der er ingen lille twist eller finte til at samle historien op.